Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

KROKODILERNE O rasende med Halen og søger at bide Snorene over; men disse lægger sig imellem Tænderne og skæres derfor ikke over eller i hvert Fald’ kun til Dels. Paa mindre Dybder viser det paa Vandet drivende Skaft, paa større den lette Træklods den Vej, som Dyret tager. Jægeren forfølger det nu i en lille Baad saa længe, indtil han mener at have fundet et passende Landingssted paa Bredden. Ved Hjælp’ af en af Snorene trækker han saa Krokodilen op til Vandets Overflade, giver den Naadestødet eller trækker den uden videre op paa Land. »Havde jeg ikke set det med mine egne Øjne,« siger Riippcl, »vilde det synes mig utroligt, at to Mennesker kan trække en næsten 5 Meter lang Krokodil op af Vandet, først binde dens Snude, derefter sammenbinde dens Lemmer paa Ryggen og endelig dræbe den ved at skære dens Rygmarv over med et skarpt Jærn.« I Garn fanger man kun tilfældigvis Krokodiler og kun yderst sjældent store Dyr, fordi de spræller saa voldsomt, at de i Almindelighed sønderriver endog de stærkeste Fiskegarn. Europæerne, Tyrkerne og Mellemægypterne bruger naturligvis Bøssen til denne Jagt. Kugler gen-nemborer altid Dyrets Panser, men derimod er del kun de færreste Kugler, der dræber Krokodilen straks. Dens Sejlivethed er overordentlig stor; endog den dødelig saarede naar i de fleste Tilfælde Floden og er da tabt for Jægeren. Saaledes fortæller Brehm: »En Dag laa jeg i en med Maatter og Sand dækket Hytte paa en Sandbanke i den blaa Nil for at skyde Traner. Endnu førend Fuglene kom frem, viste der sig, næppe femten Skridt fra mig, en 5 Meter lang Krokodil, der krøb langsomt op af Vandet og lagde sig til at sove paa Sandet, omtrent 6 Meter fra mig. Jeg vilde iagttage den, men agtede dog, naar jeg havde set mig mæt paa den, at sende den en velfortjent Kugle. En Trane reddede foreløbig dens Liv, da min Bøsse blev rettet imod dette, for mig mere værdifulde Dyr. Krokodilen havde hørt Knaldet og var saa hurtig som mulig styrtet ud i Vandet; men næppe havde jeg hentet den dræbte Trane og paa ny ladet, før den atter viste sig, nøjagtig paa samme Sted. Nu sigtede jeg i al Ro paa den, skød og saa med Fornøjelse, at Uhyret efter Skuddet gjorde et vældigt, lodret Sæt, styrtede tungt til Jorden og blev liggende ubevægeligt. En stærk Moskuslugt opfyldte bogstaveligt Luften over hele Sandbanken, og min ved den anden Ende af Banken, ligeledes i et Jordhul siddende Tjener Tomboldo sprang jublende frem fra sit Skjul og bad: »Bedste Herre, giv mig Kirtlerne, giv mig Moskus’en til min Kone, for at jeg dog ogsaa kan bringe hende noget fra Rejsen.« Vi stod ved det fældede Dyr, hvis hele Krop endnu sitrede. »Tag dig i Agt for Halen!« raabte Tomboldo da advarende, »og giv den hellere endnu en Kugle, saa at den ikke kan undløbe.« Dette ansaa jeg egentlig for umuligt, men jeg opfyldte dog min tro Sortes Ønske, holdt Bøssens Munding næsten hen til Øret paa Krokodilen og gav den endnu en Kugle i Hovedet. I samme Øjeblik rejste den sig højt op, kastede med Halen Sand og Smaasten i Ansigtet paa os og løb pludselig, som om Brehm: Dyrenes Liv. II. 26