Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

00 o DYRENES LIV langt. De faa Arter, som lever i Vandet, svømmer og dykker forligt, skønt de mangler Svømmehud imellem Tæerne, og selv de Arter, der er bange for Vandet, kan, naar de tilfældig falder i det, meget godt hjælpe sig. De Øgler, der opholder sig paa Klipper’ Murværk eller Træer, klatrer med en i Sandhed overraskende Færdighed. Hos de fleste Øgler, som færdes i Træerne, bruges den lange Hale til at holde Ligevægt med, og de kan næsten lige saa hurtigt som Jordøglerne færdes paa Jorden, løbe hen ad Grene eller springe fra det ene Træ til det andet. Nogle Øgler bruger Halen som Griberedskab, andre løber ved Hjælp af skiveagtig udvidede, underneden ru Tæer i enhver som helst Retning, lige saa sikkert paa Undersiden af Grenene som ovenpaa dem; enkelte kan endog ved et Slags Flyvehud styrte sig ned fra højere til lavere Grene. Hos de Øgler, hvis Lemmer kun er lidet udviklede, eller som endog mangler dem, sker Bevægelsen ganske som hos Slangerne, skønt Ribbenene ikke kan hjælpe saa godt til som hos disse. Kun faa Øgler har en egentlig Stemme; de fleste kan i det højeste, som Tegn paa Vrede, udstøde en Hvislen eller Hvæsen. Enkelte Arter, især de, som færdes om Natten, kan dog frembringe højtlydende Toner, der nærmest minder om Frøernes. Af Sanserne er vistnok Synet mest udviklet; derefter kommer vel Hørelsen og endelig Følelsen, som især er udviklet i Tungen, der bruges som Føleredskab. Nogle lever af Plantestoffer uden dog helt at vrage andre Dyr; men de fleste er Rovdyr. De større Arter tager alle Slags Hvirveldyr, vover endog at overfalde mindre Pattedyr og Fugle og skal undertiden være farlige for større; de plyndrer Reder og jager desuden alle Slags hvirvelløse Dyr, som de kan magte; de mindre tager fortrinsvis Insekter, Orme cg Snegle. Øglernes daglige Færd er vistnok mere afvekslende end de andre Krybdyrs. De er livligst i de varme Lande, især hvor alle Aars-tider er nogenlunde ensartede, og hvor de ikke af og til er tvungne til at søge Skul mod Vejret. Her begynder deres Dagværk allerede tidligt om Morgenen og varer til henimod Solens Nedgang, da de viger Plads for de Arter, som færdes om Natten. De første og sidste Timer af Dagen bruges til at jage, Formiddags- og Eftermiddagstimerne ofte til selskabelige Sammenkomster, og i de varmeste Timer tager disse Dyr et let Blund; alt for stærk Solvarme skyer de lige saa meget som Kølighed. I de middelvarme Jordsirøg ser man dem om Middagen ligge mageligt henstrakte paa Sten eller paa andre, for Solstraalerne let tilgængelige Steder. Enhver Øgle vælger sig et bestemt Opholdssted; den fjærner sig aldrig langt derfra, og i Fare skynder den sig hen til et af sine Smuthuller. Herfra lurer den paa sit Bytte; alle de Øgler, som er hurtige i Bevægelserne, iagttager nøje Ofret og styrter sig ikke sjældent over det med et langt Spring, griber det, knuser det mellem Tænderne og sluger det fra Hovedenden af. De Øgler derimod, som kun kan flytte sig med en vis Sendrægtighed, nærmer sig meget langsomt Byttet; men i det