Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

S »J ØGLERNE 409 rette Øjeblik skyder de med en Pils Hurtighed den lange Tunge frem og griber Føden. Naar de har ædt dygtigt, bliver de vel noget dorske, men aldrig saa dvaske og sløve som flere andre Krybdyr. Alle de Øgler, som lever i koldere Egne, tilbringer den ublide Tid af Aaret i en Tilstand, der til Dels ligner Pattedyrenes Vintersøvn. Alle nordiske Øgler skjuler sig om Efteraaret i dybe Jordhuller og viser sig først igen om Foraaret. Naar Vinterdvalen er endt, lægger Hunnen indtil 30 Æg i et Slags Rede, i løs Jord eller Mos, i raadnende Træstammer eller i Myre- og Termitboliger og tildækker dem derpaa. Mange føder dog Unger. Øglerne har en Hær af Fjender; talrige Rovdyr jager dem, og de større Arter æder de mindre; nogle anses for giftige, men næsten altid med Urette, andre betragtes som Slanger og maa da lide under det almindelige Had til disse Dyr. Hos Varanerne (Varanidaé) eller Varslerne er Hovedet forholdsvis længere end hos de andre Øgler, skælklædt og ikke uligt et Slangehoved; ogsaa Halsen og den øvrige Krop overgaar i Slankhed de andre Øglers. Naar Tungen er trukken tilbage, ligger den skjult i en Hudskede, men den kan strækkes meget langt frem, og to lange Hornspidser kommer da til Syne. Tænderne, som sidder paa Kæbernes Inderside, staar temmelig langt fra hverandre og er kegledannede. Varanernes Hjem er den østlige Halvkugle, nemlig hele Afrika, Sydasien og Australien. Nogle er Landdyr, der vælger sig en passende Hule til Skjul og jager i Nærheden af den enten om Dagen, i Skumringen eller om Natten; andre holder sig til Vandet og findes kun i Sumpe eller ved Flodbredder. De løber hurtigt med slangelignende Bevægelser og svømmer og dykker ypperligt, skønt de ikke har Svømmehud. De er mere rovbegærlige, modige og kamplystne end de mindre Øgler, men forsvinder dog som et Lyn for Mennesker og større Dyr, idet de enten skjuler sig i Jordhuller eller i Vandet. Hindrer man dem i at flygte, optager de dog dristig Kampen og springer op efter Angriberens. Ansigt og Hænder. Nilvaranen (V. idiotiens) adskiller sig fra sine Slægtninge ved den noget sammentrykte, oventil køldannede Hale. Naar den er udvoksen, er den henved 2 M. lang. Grundfarven er mørk gulgrøn med mørke Pletter. De gamle Ægyptere afbildede den paa Mindes-mærkerne og ansaa den for en af Krokodilens farligste Fjender, fordi de mente, at den opsøgte Krokodilæggene og ødelagde dem og de nylig udklækkede Unger. Hvor meget der er sandt i denne Fortælling, kan ikke godt afgøres, men man kan let forstaa, at Varanen uden Besvær vilde kunne sluge en Krokodilunge og æde et Æg. Den kan forøvrigt meget godt komme ud af det uden at leve af Krokodilunger; thi den lever baade af smaa Pattedyr og Fugle, af