Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

412 DYRENES LIV meget hurtigt Dyr, men først naar det er i Fare, sætter det sig til Modværge, og det bider da godt fra sig og kan endog bide igennem tykke Støvler; de angribende Hunde faar drøje Slag af den kraftfulde Hale. Føden bestaar af Frugter og alle Slags Dyr, især Mus, Frøer, Orme o. s. v. Man holder ingenlunde af at se Tejuen nær ved Avlsgaardene, da den ikke alene tager Æg, men ogsaa er meget graadig efter det unge Fjerkræ. Om dens Forplantning siger Schomburgk: »Jeg fandt ofte Æggene i de store, kegledannede Boliger, som en vis Termitart bygger ikke alene i Skove, men ogsaa ved Træstubbene i Plantagerne. Salompenteren udhuler disse Termitboliger, æder Termiterne og lægger derefter 50—60 Æg i det udhulede Rum.« Den jages overalt, fordi (Jens’.Kød er almindelig yndet; det smager som Hønsekød, — hvilket Bearbejderen kan bevidne af Erfaring. De egentlige Ameivaer (Ameiva') har en trind Hale uden Kam og smaa, cylindriske Tænder. De svarer i Sydamerika til vore Firben og lever i det hele som disse. Den mest bekendte Art er den almindelige Ameiva (A. vulgaris), der bliver 1/2 M. lang. Ryggen er græsgrøn; Siderne har paa blaa og brunlig Bund lodret løbende, sort- og gulplettede Striber. Den findes almindelig over hele Brasilien og Guyana og ligner Salompenteren saa meget i Leve-maade, at den er som en mindre Udgave af dette Dyr. Firbenene (Lacertidaé), den hele Ordens Typer, kendes paa de mangekantede Skælplader, der dækker Hovedet, de firkantede Bugskæl og den altid trinde Hale. Alle Firben har hjemme i den gamle Verden. De holder sig til Skraaningen af Høje, Mure, Gærder o. s. v., hvor Solen staar paa, graver sig der et Hul eller søger Tilflugt i et eller andet tilfældigt Skjul og fjerner sig sjældent langt fra Opholdsstedet. I varmt Vejr ligger de i det fri og lurer med funklende Øjne paa alt Slags Bytte, især paa flyvende Insekter; naar det er koldt eller Regnvejr, holder de sig skjulte i Huller. De er i Ordets egentligste Forstand afhængige af Solen og lader sig kun se, naar den skinner, men forsvinder, saa snart den dækkes af Skyer. For at sole sig opsøger de altid de Steder, som frembryder den største Varme og klatrer derfor endog op paa Træstammer, Pæle o. s. v., ret som om de frygtede for, at en eneste Solstraale skulde gaa tabt for dem. Jo stærkere Solen skinner, des mere forøges Dyrenes Livlighed, og des højere stiger deres Mod; medens de om Morgenen og om Aftenen ofte er langsomme og paafaldende blide, er de om Middagen ikke alene særdeles vævre, men tit meget modige, ja endog rovbegærlige. I Slutningen af September eller i Førstningen af Oktober falder de i Dvale og ligger ganske kolde og ubevægelige indtil Foraarets Komme. Alle ægte Firben er muntre, livlige og forholdsvis kloge Dyr.