Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ØGLERNE 417 næsten rundt, og samtidig dermed hvæser de. Tager man om dem med Haanden, snapper de efter den og ridser Huden en Smule ved at bide, men alt for svagt til at gøre nogensomhelst Skade. Imidlertid spiller Huden sædvanligvis i højst forskellige Farver, ligesom ogsaa Kroppens Form bliver meget forandret under Oppustningen. Alle Ribben træder frem, og Dyret bliver, bogstavelig talt, til en vis Grad gennemsigtigt, hvilket endog kan gaa saa vidt, at man kan skimte Grene eller et Burs Tremmer igennem Kroppen som mørke Striber. Som de fleste Krybdyr kan Kamæleonen uden Skade sulte i hele Maaneder, men den kan ogsaa til Gengæld paa én Gang tage temmelig meget til sig. Dens Bytte bestaar kun af smaa Insekter, især Fluer, Græshopper og Larver af disse Dyr, men desuden vist ogsaa af Edderkopper, Bænkebidere og Orme; den kan ikke snappe større Insekter, fordi Tungens Klæbrighed ikke er stærk nok til at fastholde et saa stort Bytte. De fangne Fluer siuges uden videre, men større Insekter tygges først. — Ikke alene alle smaa Rovpattedyr og de fleste Rovfugle, men ogsaa Ravne, Hejrer, Storke og endelig større Slanger og andre Krybdyr er disse fredsommelige Dyrs Fjender. Mennesket er altid opmærksomt paa dem og søger at faa fat i dem paa Grund af det mærkværdige Udseende. I det sydlige Spanien holdes Kamæleonen hyppig som Fluefanger i Stuerne; man sætter da noget Honning i Nærheden af den, hvorved Fluerne hidlokkes — og falder som Ofre for Slikmundetheden. I mange Udsalgssteder i Sevilla ser man Kamæleoner paa denne Maade brugte som Husdyr. * * * Der gives kun faa Krybdyr, om hvilke man har fortalt saa mange Fabler som om Gekkoerne (Ascalabotae), ejendommeligt byggede Øgler, der mest færdes om Natten, og som lever i alle varme Egne. Aristoteles omtaler dem som giftige, og det er muligt, at Plato sigter til disse Dyr, naar han taler om Salamanderen og paa-staar, at den af alle giftige Dyr er det værste, fordi den ikke ombringer enkelte Mennesker, men hele Befolkninger, idet den stiger op i Træerne og forgifter alle Æblerne, eller, naar den falder i Brøndene, gør Vandet til en djævelsk Gift! Baade fra Indien og fra Ægypten, fra Peru og fra Sydeuropa fortælles der, at Gekkoerne udsveder eller udsprøjter Gift fra Undersiden af Tæerne; kort sagt, Mistilliden og Afskyen imod Gekkoerne er almindelig — og dog aldeles uretfærdig. Disse Dyr er nemlig aldeles uskadelige, og kun fordi de er saa hæslige og færdes om Natten, har de faaet et saa slet Rygte. Gekkoerne er smaa, plumpt byggede, fladtrykte og matfarvede Skæløgler. Hovedet har en langstrakt, noget geddelignende Snude og faar et paafaldende Udseende paa Grund af de store Øjne, hvis Brehm: Dyrenes Liv. II. 27