Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

416 DYRENES LIV bliver 24—28 Ctm. lang og lever fra det sydlige Spanien over en stor Del af Afrika og Asien. Kamæleonerne er bundne til Træerre og kommer kun undtagelsesvis ned paa Jorden. Man ser dem i Almindelighed i smaa Samfund paa 3—6 Individer sidde paa en Busk eller i Kronen af et Træ, idet de holder sig ubevægelige, som om de var Udvækster paa Grenene. Hele Dage igennem indskrænker deres Bevægelser sig til enten at trykke sig ind til den Gren, som de har valgt til Hvilested eller til at hæve sig op fra den igen, og først, naar særlige Omstændigheder indtræder, skifter de ikke alene Stilling, men Plads. Det berømte Dovendyr og ethvert andet Dyr, som lever paa Træer, bevæger sig mere og oftere end Kamæleonerne, dersom man vil se bort fra disses Øjne og Tunge! Øjnene er nemlig i stadig Virksomhed, og Tungen skydes frem, hver Gang der viser sig et Bytte. Intet andet Hvirveldyr lurer saa udholdende paa sit Rov som Kamæleonen; den, der er saa heldig at finde denne Øgle, som er saa vanskelig at opdage, vil se, hvorledes begge Øjnene stadig drejer sig ligesom i Sæt og uafhængige af hinanden spejder i forskellige Retninger. Dersom en længere Suitetid ikke yderligere har skærpet Kamæleonens altid stærke Ædelyst, skifter den ikke Stilling, om den ogsaa har opdaget et Insekt, men venter rolig paa, at det skal tage Plads paa en Gren eller et Blad i en passende Afstand. Naar dette sker, retter Hovedet sig imod Insektet, Øjnene vender sig fremad, Munden aabner sig langsomt, Tungen skydes frem, Insektet klæbes paa den, og den drages tilbage. Derefter iagttager man en hurtig tyggende Bevægelse af Kæberne, •— og pludselig holder Dyret sig igen lige saa ubevægeligt som før. Har det derimod i længere Tid haft Uheld med sin Jagt, forfølger det virkelig sit Bytte et Par Meter, uden dog at forlade den Busk, hvorpaa det tilfældig har taget Plads. Man har paastaaet, at Kamæleonen i Løbet afen Dag ikke kunde tilbagelægge mere end nogle faa Skridt; men dette er ingenlunde Tilfældet. Naar den vil, kan den allerede i en Time gennemvandre en forholdsvis betydelig Strækning. Man gør sig som oftest en falsk Forestilling om Farveskiftet, idet man mener, at Dyret pludselig antager de forskelligste Afskygninger af alle tænkelige Farver, at det afpasser sit Udseende efter de Genstande, af hvilke det tilfældigvis er omgivet, og at det altsaa skulde kunne give sig enhver som helst Farve. Alt dette er mere eller mindre urigtigt. Dyret ser rigtignok i Reglen graagrønt ud ligesom de Grene, hvorpaa det opholder sig, men det formaar aldeles ikke at antage Farve efter de forskellige Ting, man kunde vælge at sætte det paa. I Almindelighed er Farve og Tegning liv-ligst, naar Dyret er rigtig friskt og muntert; men heller ikke denne Regel er uden Undtagelse. Det kan saaledes ved Forsøg godtgøres, at Lys og Varme har en stor Indflydelse paa Farven. Naar en Fjende eller blot en ganske uskadelig Fugl nærmer sig Kamæleoner, plejer de at puste sig stærkt op, saa at Kroppens Tværmaal bliver