Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

420 DYRENES LIV gengives ved Stavelserne »Gek!« eller »Tokej !« Deres Virksomhed varer den hele Nat og har noget højst paafaldende ved sig. Den, der første Gang iagttager Gekkoen i fri Tilstand, forbauses ved at se, med hvilken Sikkerhed den klatrer om paa glatte, lodrette Vægge, hvorledes den pludselig forlader dem for at løbe hen under Loftet med samme Lethed, som om det var paa Jorden, og hvorledes den i flere Minutter bliver siddende som fastklæbet paa ét og samme Sted og derpaa hurtigt løber videre, med <len tykke Hale slingrende efter sig, iagttagende alt, hvad der sker i Nærheden, og spejdende efter Bytte med de store, om Natten lysende Øjne. Man kan ikke undre sig over, at dette Dyr, som den Rejsende overalt hører ilde omtalt, i Førstningen vækker Ubehag hos ham; gør man sig derimod den Ulejlighed nøjere at iagttage Gekkoens Færd, er det vanskeligt at fatte, hvorledes endog ellers rolige og uhildede Iagttagere kan være bievne ledede til at omtale den ugunstigt. Brehm bedømmer den ogsaa ganske anderledes. »Jeg har,« fortæller han, »i hele Uger og Maaneder boet i Huse, hvor der fandtes en Mængde Gekkoer, og ligesom alle andre har ogsaa jeg undret mig højlig over de første, jeg saa; men jeg vænnede mig meget hurtigt til disse ejendommelige og uskadelige Dyr og har fordrevet mangen en Time med at iagttage dem. De er Husdyr i Ordets egentligste Betydning, endnu mere tro end Musene, og i hvert Fald nyttigere. Naar de bliver bange, lader de sig pludselig falde ned og mister i Almindelighed derved Halen, der let afbrydes. Man fængsles af dem og af den Færdighed og Behændighed, hvormed de løber om paa Væggene, — en Evne, som grænser til det fabelagtige. De skaffede os altid en stor Fornøjelse, naar vi om Natten i Kairo, Dongola, Khartum eller andetsteds i Nordafrika, hvad enten det nu var i en mørk Lerbygning eller i en med Halm tækket Hytte, hørte Gekkoens første Skrig og derpaa udspejdede dens næsten spøgelseagtige, stille Færd. Utallige Gange har vi fanget Gekkoer, haft dem i Haanden og undersøgt dem; men vi har aldrig sporet den ringeste Ulempe af at røre ved disse Skabninger, der har Ord for at være saa giftige, og vi har heller aldrig kunnet opdage nogen »klæbrig Fugtighed«. Gekkoen holder sig fast ved at frembringe lufttomme Rum under sine Fødder. Naar man rører ved Fodskiverne, har man rigtig nok en Følelse af noget klæbrigt; men et klæbende Stof, der kan være giftigt, har sikkert ingen Undersøger endnu forefundet. Og ingen af dem, der taler om en saadan klæbrig Lim, har over vejet, at Gekkoen ikke længe vilde kunne bruge sine Fødder, dersom der virkelig fandtes en saadan Lim under dem, fordi der da lettere vilde hæfte sig Smuds og Støv til Fodskiverne, end disse vilde hæfte sig til Væggen. Dyret fæster sig kun ved Hjælp af Lufttrykket til de Legemer, hvorpaa de klatrer.« I Sydeuropa er det vanskeligt at komme til at iagttage disse Dyr, vistnok fordi de der overalt jages og forstyrres. I Afrika er de derimod langt mere fortrolige overfor Menneskene, ja kan endog vænne