Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

434 DYRENES LIV leje, og man finder da i Almindelighed 20—30 Stkr. sammen, dels sammenrullede og dels fri. Nærmest ved Udgangen ligger Ungerne, dernæst større og større Individer og inderst en gammel Han og Hun. Saa længe det er koldt, ligger de stille, uden den mindste Bevægelse, men vaagner op igen, naar man lidt efter lidt opvarmer dem. I mildt Vejr kan man allerede i Marts se dem uden for Smuthullerne, i Færd med at sole sig efter den lange Vintersøvn. De lever næsten udelukkende af nøgne Snegle og Regnorme; desuden æder de ogsaa glatte Larver, men kan ikke fange hurtigere Dyr. Lenz iagttog, at Staalormen meget langsomt nærmer sig de Orme, der kastes for den, som oftest føler paa dem med Tungen, derefter langsomt aabner Munden og endelig griber Ofret. Ormen vrider sig af al Magt; men Staalormen venter, til den er helt udmattet, og sluger den da lidt efter lidt, i det den snart bøjer Hovedet til højre og snart til venstre og paa den Maade griber fat med Tænderne. Den er omtrent 5—6 Minutter om at sluge en Regnorm og har nok i en eller to mellemstore Orme til hvert Maaltid. I Almindelighed jager den først efter Solens Nedgang. Om Dagen ligger den ligesom andre Krybdyr og bader sig timevis i Solskinnet. Staalormen bevæger sig kun langsomt paa jævn Grund, og lægger man den paa en Glasplade, kan den kun vanskelig skubbe sig frem. Den ser og hører ret godt og er meget fredsommelig. Naar den tages, værger den sig ikke, men riøjes med at vride sig saa voldsomt, at et Stykke af Halen undertiden springer af. »Og medens det afbrudte Stykke,« siger Lenz, »endnu danser om og gribes af Fjenden, smutter Staalormen selv bort. Dette kan man let iagttage ved at fodre forskellige Dyr med Staalorme. Den føder levende Unger, idet Ungen straks snor sig ud af Æggets hindeagtige, gennemsigtige Skal. Mange uvidende Mennesker dræber uden Skaansel Staalormen, medens man tvært imod burde skaane den og frede den, især i Haver. I Fangenskab fodres den med almindelige Agersnegle eller andre nøgne Snegle. Den holdes bedst i en Glaskasse eller et Slags Bur med Jord, Sten og Mos, og den tager sig saa nydelig ud og er saa let at pleje, at man kan anbefale den til enhver. I de skyggefulde Steppedale ved Volga opdagede Pallas en Øgle, som Russerne kalder Scheltopusik. Senere har man fundet den i del sydlige Sibirien, i Grækenland, Dalmatien, Ungarn og Vestasien. Den holder mest af kralbevoksede Dale, hvor den finder saa gode Skjulesteder, at den til Trods for sin Størrelse ikke er let at opdage, tilmed da den hurtig flygter, saa snart man nærmer sig den. Den udrydder mange skadelige Dyr; især tager den Mus og Snegle, hvilke sidste den æder med Skallerne; men den tager ogsaa Hugorme uden at frygte disses giftige Bid. Over for Mennesker er den meget fredsommelig, bider aldrig og synes endog i Fangenskab at faa en vis Forkærlighed for den, der passer den. Scheltopusiken (Pseudo-pus pallasf) har en lang, valsedannet Krop, der dog er noget sam-