Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

460 DYRENES LIV Salamandre tager den meget gærne, og ligeledes efterstræber den alle Slags smaa Fisk og kan derved gøre en hel Del Skade. Den Maade, hvorpaa Snogen sluger sit Bytte, er os imod, fordi den ikke først dræber det, men lader det gaa ned, medens det endnu lever. I Almindelighed søger den at snappe Frøen ved Hovedet; men naar dette ikke lykkes, griber den til, som den bedst kan, omfatter for Eksempel begge Bagbenene og drager dem langsomt ned i Svælget, medens Frøen naturligvis stritter imod og kvækker ynkelig, saa længe den endnu kan aabne Munden. Større Frøer er Snogen undertiden flere Timer om at faa ned. Naar den er meget sulten, æder den let Hundrede Haletudser eller et halvt Hundrede unge Frøer paa en Gang. Bliver den pludselig forskrækket, giver den ligesom andre Slanger det slugte Bytte fra sig og maa da undertiden opspile Gabet meget stærkt. Insekter, Snegle o. 1. tager den lejlighedsvis til Takke med, medens den er ung. Skønt Vand er nødvendigt for Snogens Velvære, drikker' den kun sjeldent, og trods den gamle Folketro, at Snogen skulde die ved Køernes Yver — er det ved Forsøg paavist, at den kun i Nødstilfælde overvinder sig til at drikke Mælk. Som alle Slanger kan Snogen sulte i hele Maaneder, ja det er endogsaa en Kendsgerning, at en fangen Snog har tilbragt 311 Dage uden Føde og Drikke. Den blev ganske vist mager, men var ikke syg, og den greb og aad straks den Føde, som blev budt den. Snogen lægger Æg i Juli og August, de unge Hunner kun 15—20, de ældre 25—36 Æg. Disse ligner i Form og Størrelse Dueæg, men adskiller sig fra dem ved at have en blød og bøjelig Skal, der kun indeholder et tyndt Lag Hvide om Blommen. I Almindelighed vælges meget snildt de bedste Steder til Æggene, nemlig Dynger af Gødning, Løv, Savspaaner, Muldjord, fugtigt Mos o. s. v., som Solen kan skinne paa, og som, trods Varmen, i nogen Tid holder sig lidt fugtig. Ved Lægningen følger det ene Æg umiddelbart efter det andet, indbyrdes forbundet ved en slimet Masse, saa at de alle danner en Række som Perler paa en Snor. I det Æggene lægges, er Ungerne allerede temmelig udviklede, men det tager dog et Par Uger, førend de kan bryde Skallen. Ungerne er ved Udklækningen omtrent 15 Ctm. lange og har allerede Tænder. I Sydeuropa findes to Snogearter, nemlig den hugormelignende Snog (Tropidonopus viperinus) og den tavlede Snog (T. tesselatus). Den førstnævnte adskiller sig fra vor Snog ved sin korte, sammentrængte Krop og sin paafaldende tynde Hale. Den bliver sjeldent over 2/3 M. lang. Ryggen er mørkegraa, men spiller mer eller mindre i det gullige. Dens Tegning begynder med to mørke, skævt firkantede Pletter paa Hovedet, fortsættes i en brudt Linie langs hele Ryggen og opløses i enkelte Pletter paa Halen, — en Tegning, som giver Dyret en skuffende Lighed med Hugormen. Paa Siderne findes runde, mørke, i Midten hvide eller gullige Pletter, der undertiden smelter sammen til en Figur som et Ottetal. Bugen er gul