Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SLANGERNE 459 dinger eller i de af Rotter, Mus og Muldvarpe gravede Huller, ogsaa ofte i Kældere og Stalde. Undertiden forsvinder Snogene pludselig fra en Egn; da dette sker efter kolde Vintre,' antager man, at de ikke er komne dybt nok ned i Jorden og er frosne ihjel. Enhver, som har lært Snogen ret at kende, vil uden Betænkning kalde den et smukt og tiltrækkende Dyr. Den hører til de livligste Slanger, strækker sig gerne i Solskin, men strejfer dog ogsaa meget omkring, i hvert Fald mere end de dorske Giftslanger, der selv om Natten bevæger sig saa lidt som muligt. Fra Bredden, hvor den har solet sig, glider den lydløst ud i Vandet, enten for at glæde sig ved at svømme eller for at tage et Bad. I Almindelighed holder den da Hovedet over Vandet og skyder sig frem med Almindelig Snog. bugtende Bevægelser; men undertiden svømmer den ogsaa under Vandet og sender da Luftblærer op. Den skal endog i Timevis kunne holde sig paa Bunden, naar den skræmmes. Det er en Kendsgerning, at Snogen foretager lange Svømmeture; Schinz saa den i stille Vejr svømme muntert om midt i Ziirich-Søen, og man har flere Gange set den i Havet mellem Wales og Anglesea. Irminger har endog truffet den 23 Kilometer fra Rygen ud i Østersøen; da den søgte til Skibet, satte han en Baad ud og lod den fange. Desuden klatrer Snogen meget godt og gaar endog temmelig højt op i Træerne. Den værger sig kun yderst sjældent overfor Mennesket ved at bide, men har et Slags Forsvarsvaaben i sit modbydeligt stinkende Skarn. Overfor større Dyr, Rovfugle og Ravne hvæser den stærkt og bider efter dem, men naar sjældent Fjenden. Den æder helst Frøer og kun i Mangel deraf Firben og Tudser.