Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
464
DYRENES LIV
opsøger den efter dens Vintersøvn, tæmmer den og foreviser den for Badegæsterne eller sælger den til Lysthavende. Naar Badetiden er endt, løslader man atter Fangerne, da de kun sjældent æder i Fangenskab.
Den stribede Snog (Elaphis quaterradiatas), den største europæiske Slange, opnaar en Længde af 1,8—2 M. og er oventil rødlig olivenbrun med to brune Længdestriber og under Bugen ensfarvet straagul. Denne Snog er udbredt over hele Sydeuropa, men skal overalt være sjælden, vistnok fordi den stadig forfølges. Den er imidlertid et yderst fredeligt og nyttigt Dyr, der tager en Mængde Rotter og Mus, undertiden dog ogsaa Muldvarpe, Fugle og Firben. Mærkelig er Erbers Meddelelse, at en stribet Snog efterhaanden tog syv Hønseæg fra en Rede, slugte dem hele og siden efter knuste dem ved at presse sig op imod et Træ. Da han derpaa fangede Dyret og gemte det i sin Frakkelomme, hævnede det sig ved at spy alle Æggene ud i Lommen.
* * , *
Ved Træslanger (Dryophes) (se Fig. S. 440) forstaas snogelig-nende, overordentlig slankt byggede Slanger med en piskedannet Krop og et langt Hoved med en meget spids Snude. De tilbringer næsten hele deres Liv i Træer og overgaar alle andre Slanger i Klatreevne. Om disse smukke Slanger skriver Bearbejderen i »Vor Klodes Dyr« omtrent saaledes: »De underjordiske, gravende Slangeformer møder den skarpeste Modsætning blandt de mange Former af Træslanger, der træffes i saa godt som alle tropiske Skovegne. Form og Farve er hos disse Dyr i lige høj Grad vidunderlig harmonisk tilpassede efter Levevisen. Nødigt stiger de ned paa Jorden, hvor de, i hvert Fald paa jævn Grund, bevæger sig langsomt og med Besvær. Havers og Skoves tætte Løvværk er deres rette Element, og man maa have set dem her for tilfalde at forstaa og beundre deres Skønhed. Snart hænger de slapt ned i Luften, ubevægelige som Ranker, kun fastholdte ved et Par Slyngninger af den lange Snohale; snart bugter de sig i hurtige og graciøse Vendinger frem gennem Grenenes og Kvistenes Labyrinter. Eller de kaster sig med et øjeblikkeligt Sæt langt frem, gribende en forbiflagrende Fugl, — en Bevægelse saa hurtig, at Siamesernes Navn for dem, »Solstraaler,« virkelig er betegnende. Deres Gratie er uforlignelig. Ingen Kvist synes for tynd til at bære deres smækre, meterlange Legeme; ingen Rede er saa utilgængelig anbragt, at dens Beboere kan føle sig fuldt ud betryggede mod et Overfald af en pludselig fremskydende »Solstraale«. Men heller ikke Mennesket kan trygt hengive sig til Betragtningen af disse skønne Dyr. Er end de allerfleste Træslanger ufarlige, saa findes der dog Former, hvis Bid er giftigt og kan være dræbende. Og de er saa meget mindre til at spøge med, som deres smukke grønne Farve yder dem et fortrinligt Skjulemiddel. Bedst som man