Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

476 DYRENES LIV sidst, som om den fandt Behag i Mesterens efterhaanden svagere og svagere Musik, men spillede endnu særdeles livligt med Tungen. Den syntes mere og mere at henfalde i en søvndrukken eller drømmende Tilstand. Dens Øjne, som i Førstningen syntes at ville tilintetgøre Besværgeren, stirrede ubevægelige og som fortryllede paa ham. Denne Tilstand førte Hinduen sig til Nytte, nærmede sig langsomt uden at ophøre med sit Spil og trykkede først sin Næse og derpaa sin Tunge til dens Hoved. Det varede kun et Øjeblik; men i samme Nu kom Slangen til sig selv og fo’r rasende frem efter Gøgleren, som med Nød og næppe slap saa langt fra den, at den ikke kunde naa ham. Da Manden havde udført sit Kunststykke, kom en af Skibets Officerer til og ønskede ogsaa at se, hvorledes Hinduen trykkede sine Læber til Dyrets Hoved. Den stakkels Djævel tog igen fat paa sin Melodi og fæstede atter sit stirrende Blik paa Cobraen. Men hans Anstrængelser var frugtes-løse. Slangen var usædvanlig ophidset, og intet virkede paa den. Den vilde forlade Kurven, og dette maatte hindres. — Vi tvivlede om, at Cobraen endnu havde sine Gifttænder, og at den af Hinduen ytrede Frygt for den virkelig var grundet. Vi forlangte derfor, at Manden skulde lade to Høns bide og lovede ham en spansk Piaster derfor. Han tog da en sort Høne og holdt den hen for Slangen. Denne rejste sig halvt i Vejret, saa et Øjeblik paa Hønen, bed den og slap den igen. Hønen flygtede forskrækket, men seks Minutter efter strakte den Fødderne fra sig og døde. En anden Høne blev nu holdt frem for Slangen, som bed den to Gange; den døde otte Minutter efter.« Virkningen af Brilleslangens Bid har været Genstand for mange Forsøg. Duer døde tre til fire, Høns fire til seks, Hunde tyve Minutter eller faa Timer efter at være bievne bidte; Mennesker pintes i flere Timer, førend de bukkede under. I alle Tilfælde tabte Giften mere og mere af sin dræbende Kraft, naar man lod en og samme Brilleslange bide forskellige Dyr kort efter hverandre. Følgerne af Biddet skal ofte vise sig paa en anden Maade hos Mennesket end hos Dyr, og især skal der indtræde en dødlignende Kulde i Legemet, medens man vil have iagttaget netop det modsatte hos Hunde. Da adskillige Folk hvert Aar bliver bidte paa Ceylon og i Almindelighed ogsaa mister Livet derved, har man flere Iagttagelser om Sygdommens Gang. De indfødte Indiere anvender især to Midler imod Slangebid, foi-uden at udbrænde og udsuge Saaret. Det første Middel er den saakaldte Slangesten, som paa Ceylon kaldes »Pembu-Kelu«, en porøs Masse, der indsuger Blodet — og dermed Giften. »Mere end ét godt hjemlet Eksempel paa denne Stens heldbringende Brug,« siger Tennent, «er blevet mig meddelt af Folk, der havde været Øjenvidner dertil. I Marts 1854 saa en af mine Venner, da han med en Regeringsembedstnand red igennem et Djunglekrat, en Indfødt pludselig styrte ind i Sko.ven og vende tilbage med en Brilleslange,