Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SLANGERNE 477 som han med begge Hænder havde grebet ved Hoved og Hale og holdt fast. Han kaldte sine Ledsagere til Hjælp for at lægge Slangen i en lille Kurv med Laag, men tog saa uforsigtigt paa den, at den bed ham i Fingeren og holdt fast et Par Øjeblikke med Tænderne, som om den ikke kunde faa dem løs. Blodet flød, og straks efter at Manden var bleven bidt, syntes han at lide de voldsomste Smerter. Den lidendes Ven aabnede hurtig sit Skærf og fremtog to »Slangesten*, hver saa stor som en lille Mandel, af mørk Farve og særdeles glat, og lagde en paa hvert af Saarene. De klæbede straks fast og opsugede alt det Blod, der flød ud af Saarene, blev hængende i omtrent tre, fire Minutter, medens Kammeraten gned og trykkede den Saaredes Arm fra Skulderen ned til Fingeren, og faldt saa af sig selv af. Patientens Smerter syntes dermed at være stillede. Han bevægede Haanden, trak i Fingrene, indtil de knagede i Leddene, og gik bort uden at vise Tegn paa nogen Bekymring. Medens dette skete, tog en anden Indier et lille rodlignende Stykke Træ frem af sin Rejsetaske og førte det forsigtigt hen foran Cobraen, som straks trykkede Hovedet ned imod Jorden, greb derpaa uden Frygt Slangen og lagde den sammenbøjet i en Kreds paa Bunden af sin Kurv. Han kaldte Roden, som efter hans Udsagn ydede den fuldstændigste Sikkerhed, »Naja-Thalic-Ca-lango*, o: »Slange-Plante-Roden.« Der haves en Beretning om Virkningen af den nævnte Plante (Aristolochia indica), i Følge hvilken en engelsk Embedsmand i Ostindien skal have frelst i det mindste tyve Mennesker, der var bidte af giftige Slanger, ved at lade dem drikke et Afkog af den nævnte Plantes Blade og Peber. Et lignende Skuespil som det, der bydes af de indiske Slange-besværgere, kan man paa Festdage se paa Kairos offentlige Pladser. Dæmpede, men dog gennemtrængende Toner, der frembringes ved at blæse i et stort Sneglehus, henleder Opmærksomheden paa en Mand, der netop træffer Forberedelser til at give en af de Forestillinger, som i saa høj Grad yndes. Det varer ikke længe, førend der har dannet sig en Kreds om »Haui’en«, som Gøgleren kaldes, og nu begynder Skuespillet. En pjaltet Dreng spiller Bajads; en stor Hamadryas-Bavian viser sin Lærvillighed, og Foreviserens Medhjælperske sætter sig i Bevægelse for at indsamle den knappe Betaling i Form af næsten værdiløse Kobberpenge. Gøgler, Bajads og Abe springer forbi og over hverandre, idet de rykker i nogle af de forskellige Sager og hidslæber andre. Endelig griber »Haui’en« en af de Lædersække, hvori han gemmer sine Redskaber, kaster den midt i Kredsen, aabner den Løkke, hvormed den hidtil har været lukket, ombytter det Sneglehus, han først blæste i, med den saa-kaldte »Samara-, et af en musikfjendtlig Dæmon opfundet Instrument, og begynder sin ensformige Melodi. Det rører sig i Sækken; man mærker, at noget kryber nærmere og nærmere hen imod Aab-ningen af den, og tilsidst ser man Slangens lille, ovale Hoved. Efter Hovedet følger den forreste Del af Kroppen, og næppe er