Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

*t—■ OO DYRENES LIV sigter til at gøre det muligt for dem at se under Opholdet i forskellige Dybder af Havet. Det fulde Dagslys, d. v. s. det, som ikke først er brudt af Vandet, virker saa voldsomt paa deres Øje, at Pupilen sammentrækkes til en Prik, og at Dyrene, hvad der frem-gaar af deres ubehændige Bevægelser, bliver helt blændede. — Den ostindiske Havørn og Hajerne hører til Havslangernes værste Fjender. * Hugormene i videste Forstand (Solenoglypha) er den sidste Afdeling af Slangernes Orden, og til dem hører de farligste af dem alle. Deres forholdsvis korte, meget tykke Krop, det fladtrykte, trekantede eller hjærtedannede, skælklædte Hoved, der sidder paa den tynde Hals som paa en Stilk, den korte og tynde, ligesom afstumpede Hale, det under fremstaaende Skælplader liggende Øje med lodret Pupil er Kendetegn, hvorved disse Slanger gennemgaaende adskiller sig fra de andre. Men deres væsentligste Mærke ligger dog i Giftredskabernes overordentlige Udvikling. Overkæben er svunden ind til en lille, kort og bred Knogle og bærer lutter kegledannede, spidse og stærkt bøjede Gifttænder med en indre, i den forreste Del af Tanden liggende Giftkanal, som udmunder i Spidsen. I øvrigt bestaar Tandsættet af massive Tænder, der sidder foran i Underkæben og bag til i Ganen. Overordentlig store Giftkirtler, der sammenlrykkes af stærke Muskler, staar i Forbindelse med Gifttænderne, og disse kan som Følge deraf udgyde en forholdsvis stor Mængde Gift i Saarene. De egentlige Hugorme (Viperae) er karakteristiske ved den korte, sammentrængte Krop og ved Manglen af en Grube imellem Næseborene og Øjnene. De tilhører den gamle Verden. Den almindelige Hugorm (Vipera berus) er det eneste giftige Krybdyr i Norden og den mest udbredte af de Giftslanger, som lever i Europa. Næseborene ligger ud til Siderne, og under Halen er der en dobbelt Række af Skinner. Farven er meget forskellig, dog findes der altid et mørkt, langs hele Ryggen gaaende Sigsag-baand. Hannen bliver omtrent 60 og Hunnen omtrent 70 Ctm. lang. I Hannens Grundfarve er graalige Farvetoner de fremherskende, medens Hunnen og Ungerne overvejende er brunlige. Hos meget mørke Hunner er den mørke Rygstribe mindre fremtrædende. Paa Hovedet findes en ejendommelig Tegning, der tydes som et Kors. Bugen er i Almindelighed blaasort med hvidlige Pletter langs Siderne. Farven varierer iøvrig slærkt, og hos en Varietet (V. prester) bliver den helt sort. Hugormen er udbredt over den største Del af Europa; thi som det synes, mangler den kun i det yderste Norden og i det yderste Syden af denne Verdensdel. I Norge forekommer den lige til Nor-land. Desuden findes den i Mellemasien til op imod Jenisei. I Al-