Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 43 og mod Slutningen af Februar høres dens bekendte Sang overalt. I Parringstiden slaas Hannerne ivrigt, undertiden tre i Tallet, og ikke sjældent blander Hunnen sig i Striden. Hvert Par har sine egne Enemærker paa to—tre Hundrede Skridt i Tværmaal. Paa Kornmarker og mellem Græs eller Lyng findes den kunstløse, af som indeholder 4—5 graalige, Græsstraa og Haar byggede Rede, med graabrune Pletter og Punkter oversaaede Æg. Lærkefalken er Marklærkens værste Fjende; dens Frygt for den kender ingen Grænser: den søger Tilflugt imod den hos Mennesket, kryber ind under Vogne, mellem Heste o. s. v., ja man har endog haft Eksempler paa, at en haardt forfulgt Lærke har sat sig paa Saddelknappen foran en Rytter. I Bur lever Lærken 3—4 Aar og derover, bliver meget tam og kan lære at fløjte smaa Melodier. Top lærken eller Vej lærken (Ä. cr is ta t a ) har paa Hovedet en spids Top af lange og smalle Fjer. Den bebor næsten hele Europa, Mellem- og Sydasien samt en Del af Afrika. Sangen staar tilbage for Marklærkens. Begge Mager skiftes til at ruge, og Ungerne forlader Reden, inden de endnu kan flyve. Poe. Hedelærken, ogsaa kaldet Skovlærken og Lynglærken, paa norsk: Trælærken (A. arborea) er den mindste af alle vore Lærker. Over Øjet har den et hvidgult Baand, som omgiver de til en afrundet Top forlængede Hovedfjer. Den bebor Mellem- og Sydeuropa samt en stor Del af Mellemasien. I Danmark er den vel ikke saa almindelig som Sanglærken, men forekommer dog ynglende ved Skove, især i Nærheden af Heder og sandede Bakker. Dens Rede findes under Gran- og Enebærbuske eller i Græs og Lyng; Ungerne føres kun en kort Tid om af de Gamle, da disse snart yngler for