Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

484 DYRENES LIV Varme, som det langsomt løbende Blod ikke kan yde. Naar Tusmørket indtræder, begynder dog først Hugormens egentlige Virksomhed. Herom kan enhver overtyde sig, som holder Hugorme i Fangenskab og indretter Buret saaledes, at han, uden at blive set af Dyrene, kan se, hvad de foretager sig; og til samme Resultat kommer enhver, der for at fange Hugorme tænder Ild om Natten, hvor han kan vente at træffe disse Dyr. Det uvante Lysskær hidlokker nemlig de paa den Tid stedse vaagne Hugorme, og de nærmer sig da skyndsomst og kryber tæt hen til Ilden, saa at man har let ved at fange dem. — Den, der kun har iagttaget Hugormen om Dagen, taler Sandhed, naar han betegner den som et, endogsaa i Sammenligning med andre Slanger, overordentlig langsomt, dorsk og dumt Dyr; men iagttager man den om Natten, faar man snart en anden Mening. Den er da meget livlig og virksom, kryber om i sit Bur og gennemstrejfer altsaa vistnok i fri Tilstand sit Jagtom-raade ved samme Tid. Iagttagelser og Forsøg har vist, at den løber temmelig hurtig over jævn Grund, og at den ret godt kan færdes i Vandet. Den skyr det heller ikke i saa høj Grad, som man har paastaaet, om den end ikke søger det saaledes som Snogen. Hugormen har ikke meget tiltalende ved sig; tvært imod er den snarere uhyggelig, fordi den ved at tirres bliver grænseløs rasende. »Jeg har en Gang i en hel Time tirret en Hugorm,« siger Lenz, »og den hvæsede og bed hele Tiden efter mig, uden at trættes, skønt jeg for længe siden var træt. I et saadant Raseri bider den tit om sig i Luften, snapper efter en Klump Mos o. desl., men især, naar det er Solskin, efter sin egen Skygge. Den ligger da sammenrullet med Hovedet i Midten for at kunne slynge det en 15—30 Ctm. frem, hver Gang den vil bide. Naar den trækker Halsen tilbage, er det altid Tegn paa, at den har onde Hensigter, og saa snart den har bidt, trækker den atter Halsen ind. Endogsaa naar man holder en Mus hen for Hugormen, bider den tit fejl, og den tager altsaa kun daarligt Sigte. Overraskes den pludselig af en Fjende, bider den straks til uden at hvisle; men jo længere Betænkningstid den har, og jo mere dens Vrede stiger, desto mere og stærkere hvisler den. Denne Hvislen frembringes ved, at den ind-og udaander stærkere end ellers. Den puster sig ogsaa op, naar den bliver vred, og i endnu højere Grad, naar den kastes i Vandet, i sidste Tilfælde vistnok for at gøre sig let. Den er altid paa sin Post og lige beredt til at værge sig og til at angribe. Derfor finder man den næsten aldrig, om den ogsaa er nok saa uforstyrret, uden med hævet Hoved. Skønt den om Dagen er temmelig blind, kan den dog godt skelne imellem det. der nærmer sig; helst bider den efter varmblodige Dyr og blandt dem især efter Mus. Man ser ogsaa, at Hugormen, naar man har den i et klart Glas og berører det uden paa, langt hellere bider efter den bare Haand, end efter et Ærme, en Stok el. desl. -— Det er en almindelig Mening, at Hugormen kan springe, og at den, naar den er rasende, endog forfølger