Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SLANGRENE 493 finde en Sten eller Stok til at dræbe den med. Selv Smaadrenge slaar den ihjel, og Frygten for den er altsaa kun ringe. I Nordamerikas beboede Egne hører den i øvrigt allerede til Sjældenhederne paa Grund af den uafladelige Efterstræbelse. I alle Egne, som man vil dyrke, gør man først Jagt paa Klapperslangerne og renser Jordbunden saa godt som muligt for dem. Indianerne er mere bange for Klapperslangen end de Hvide; thi iblandt disse sidste findes der endog enkelte, som, uden at bryde sig om det giftige Bid, griber Slangen med den bare Haand. En Søn af den navnkundige General Clark, Medlem af vor Karavane til Klippebjærgene, havde altid Lommerne fyldte med Rangler. Saa snart han saa en Klapperslange, løb han efter den, traadte med sin venstre Fod paa dens Hoved, afrev med den højre Haand Ranglen og slap derpaa Slangen løs, uden nogen Sinde at blive bidt«. Flere Iagttagere har fremsat den Paastand, at Klapperslangen altid plejer at rasle, før den bider; dette er dog ikke aldeles rigtigt. »Kryber den,« siger Geyer, »langsomt afsted, saa slæber den ligefrem Ranglen efter sig; flygter den, løftes Ranglen op fra Jorden, men rasler uafbrudt som før; kun naar Slangen jages, hører man ikke Ranglen. Lyden ligner skuffende en Raslen af Ærter i en moden Ærtebælg. Klapperslangen advarer heller ikke altid, men kun naar den bliver bange eller angribes.« Biddet er altid meget farligt, og det saa meget mere, som de overordentlig store, spidse Tænder endogsaa kan trænge igennem tykt Tøj eller en tyk Hud. »Giftens Virkninger«, siger Geyer, »ytrer sig meget forskellig, eftersom Klapperslangen er mer eller mindre tirret. Biddet skal være mindre skadeligt i fugtigt, køligt Vejr, men meget farligt, straks efter at Slangen har forladt sit Vinterleje og i den hede Augustmaaned. Jeg saa en Gang en Indianerdreng, der var bleven bidt paa denne Aarstid. Alle de Midler, som Indianerne kendte, slog fejl. Det var gyseligt at se Drengen, thi man saa ham bogstavelig raadne op neden fra, i det Knoglerne der, hvor han var bidt, kom til Syne. Hans Saar udbredte en saa modbydelig Lugt, at man næppe kunde nærme sig ham. Først seks Uger efter døde den stakkels Dreng.« Den sydamerikanske Klapperslange (Crotalus hor Fidus') eller Cascavellaen, som Brasilianerne kalder den, er brungraa med en Række mørke Rudepletter, omgivne af hvidgule Linier; under Bugen er den ensfarvet gulhvid. Den kendes især paa, at Skælpladerne paa Hovedet er ordnede i tre Rækker. I Størrelse ligner den sin nordamerikanske Slægtning. Den er udbredt over største Delen af Sydamerika og findes især paa Højsletterne (Campos) i det indre Brasilien. Om Dagen forholder den sig rolig; den ligger da dorsk sammenrullet paa ét Sted og bider kun, hvad der kommer den for nær. Om dens Levemaade, Næring og Forplantning gælder, hvad der er sagt om den nordamerikanske Art. »Den stumme Klapperslange« (C. mutus) kaldte Linné en af de frygteligste Grubeslanger i Sydamerika. Blandt de hollandske