Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

498 DYRENES LIV en Slags Midterkam, men den bestaar af lavere, stumpe, trekantede Knuder i Stedet for af spidse Torne. Rygkammen er gullig, og et Antal Pletter af samme Farve tegner det ellers sorte Dyr. En Række Egenheder i Tuataras Skelet viser, hvor dyb Kløften er mellem den og vor Tids øvrige Krybdyr, men vi maa her nøjes med at fremhæve nogle Træk, der viser tilbage til en Tid, da der ikke var saa skarpt Skel som nu mellem Ordenerne. Dens Underkæbes to Grene er saaledes ligesom Slangernes ikke sammenvoksede, men kun forbundne med et senet Parti. Den har ligesom Skildpadder og Krokodiller Bugribberi, der er til Stede i et Antal svarende til Bugens Skælrækker, med hvilke de er saa fast forbundne, at der dannes et sammenhængende Bugskjold. Om Fisk, Padder og visse uddøde Krybdyr minder dens for og bag hulede Hvirvellegemer, og oven paa Hovedet, i dettes Midtlinje findes et lille Hul eller en udad aaben Hulhed, i hvilken der kan paavises Rester af et tredje Øje, Pandeøjet, der hos Fostret kan skimtes gennem den dækkende Hud. Det er ganske vist ubrugeligt, men det er et af disse for Udviklingsloven saa vigtige »rudimentære« Organer, der fornuftigvis ikke kan forklares som andet end Rester af en i tidligere Tider og hos fjærne Forfædre vigtig og nyttig Legemsdel. Det har sikkert spillet en væsentlig Rolle hos Hvirveldyrenes Aner, og det har endnu hos flere uddøde Krybdyrformer, navnlig hos Fiskeøglerne (icthyosau-rierne) været stort og seende. Ogsaa Tuataras Tandforhold er mærkelige. Som ung har den én Række Tænder i Undermunden, der griber ind i Mellemrummet mellem to Rækker i Overmunden, en paa Kæberanden, en paa Ganen; med Alderen stødes Underkæbetænderne bort, men til Erstatning bliver Kæberanden haard og skarp, saa Dyret kan bide med den omtrent som Skildpadderne med Hornkæberne. Vi har dvælet saa længe ved dette mærkelige Krybdyrs Bygning, fordi der knytter sig stor Interesse til saadanne Overlevere fra Tider, da »Differentieringen« mellem Dyrene ikke var saa fremskreden som nu. Om dets Liv maa vi derimod fatte os kort af den gode Grund, at der kun vides lidet om det. Tuatara har Tilhold i Klipperevner og i Huler, der er gravede af den selv og ofte tillige bebos af en Havfugl (Skrofe), med hvilken den synes at leve i god Forstaaelse, skønt den nu og da forgriber sig paa sin fjerede Værts nys udklækkede Unger. Den er væsentlig et Natdyr, men ses dog ikke sjældent at ligge og lade sig gennembage i Timevis af den varme Sol, ligesom den ogsaa elsker at ligge i Vandet, hvor den kan holde ud Timer igennem uden at aande. Insekter og andre Smaadyr udgør dens Føde, og den lægger Æg, 9 til 12 i Tal, som den anbringer i et af den selv paa en solrig Plads gravet Jordhul, og som først udklækkes efter 13 Maaneders Forløb.«