Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

TUATARA 497 Hav, Land og Luft, da Dødens Engel opsøgte dem i hver en Krog, blev ét, saa vidt vides kun ét af dem, forglemt. Den i Forhold til de mange kæmpestore Former lille og ubetydelige Tuatara (Sphe-nodon punctatus eller Hatteria punctata) fik Lov til at beholde Livet og nyde det gennem utalte Æoner paa Ny-Zeelands Klipper og stenede Strandsletter. Maaske var Dødens Engel ikke mere naturkyndig, end at den lod sig narre af Tuataras Lighed med et stort Firben eller en lille Krokodille til at tro, at den hørte til de Krybdyr, hvem en fortsat Tilværelse var beskaaren. I saa Fald har denne Lighed været en sand »Beskyttelseslighed« for den, men Naturforskeren kan den ikke narre, han vil ved en nærmere Undersøgelse snart blive klar over, at Tuatara hverken er Firben eller Krokodille, men at den tilhører Tuatara. en Krybdyrorden for sig, sidestillet med de 4 andre. Og han vil se, at den ved visse Bygningstræk bærer Præg af høj Ælde og af at staa Padder og Fisk nærmere end noget andet, nulevende Krybdyr. I Nutiden er Tuatara som sagt kun at finde paa nogle halvøde Klippeøer, hvor den bliver over 3/4 M. lang. Men der er Grund til at antage, at den tidligere, inden den blev udryddet paa selve Hovedøerne af de efter dens Kød lystne Maorier, naaede en langt betydeligere Størrelse. Den har Firbenform, stort, trekantet Hoved, lang, sammentrykt, i Gennemsnit tresidet Hale, kraftige Lemmer og lange, klobærende Tæer. Dens Ryg og Sider er beklædte med smaa, spredte Skæl, mellem hvilke Huden er fortykket til grynede Smaa-vorter, dens Bug med større, firkantede, i Tværrækker ordnede Skæl, og ned ad Ryggens Midtlinie har den en Kam af Torne, der begynder paa Issen og ender foran Halen; denne bærer dog ogsaa Brehm: Dyrenes Liv. II. 32