Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

502 DYRENES LIV Omdannelse eller Forvandling, hvad der er meget almindeligt hos de lavere staaende, hvirvelløse Dyr. Padderne har, idet de kommer frem af Ægget, endnu ikke samme Bygning og Udseende som Moderdyret, men antager først senere dettes Form ved fra Larvetilstanden at gaa over til at blive fuldt udviklede Dyr. Saa længe Padderne er unge, lever de som Fisk i Vandet; senere kan de opholde sig baade i Vandet og paa Landet, om end Flertallet af dem aldrig fjærner sig ganske fra Vandet eller fuldstændig kan undvære det. Deres indbyrdes Form er højst afvigende; nogle mangler ethvert Spor af Lemmer, eller har kun svage Antydninger deraf og er da trinde som en Orm; andre har kraftige Bevægelsesredskaber og en bred, fladtrykt Krop. Hos de paa Land levende, lemmeløse Ormepadder ligner den hele, haleløse Krop aldeles en Regnorms, medens de i Vandet levende Fiskepadder har Form som en Aal med sammentrykt Hale og en Antydning af Haleflnne. Hos de forskellige Slægter ses Lemmerne Trin for Trin mere og mere udviklede. Undertiden findes der kun faa Stumper af Forlemmer, og hos andre kun Baglemmer. I samme Forhold som Fødderne udvikles, bliver Kroppen kort og sluttet samt tillige fladtrykt. Hos de fuldt udviklede Frøer og Tudser svinder Halen helt bort, saa at der ikke engang er Spor tilbage af den. Hos disse faar Baglemmerne tillige en stor Overvægt over de smaa, korte, i Almindelighed indaddrejede Forlemmer, der i Reglen kun har flre Tæer, medens Baglemmerne som oftest har fem. Ogsaa Huden er højst forskellig udviklet. Hos Frøer og Halepadder er den glat, blød, og temmelig tynd, saa at Musklerne ses igennem den hos de Dyr, hvor den slutter tæt om Kroppen. Mange har særegne Hudkirtler, der udskiller en skarp Vædske, der i større eller mindre Grad lugter som Løg. Disse Kirtler er i Almindelighed, som f. Eks. hos Tudser og Halepadder, fordelte over hele Kroppen, men tit er der ogsaa enkelte Steder, hvor de sidder tættere, som f. Eks. de saakaldte Ørekirtler paa Siderne af Halsen. -— Den nøgne Hud og dens Kirtler er af overordentlig Vigtighed for Paddernes Liv, og disse gaar til Grunde, naar dens Virksomhed forstyrres. Igennem Huden sker nemlig baade en Uddunstning og en Indsugning. Ved Forsøg har man saaledes paavist, at Frøer ikke alene optager Vand igennem Munden, men ogsaa igennem Huden. Men næsten lige saa stor en Evne, som Huden har til at indsuge, har den til at uddunste. Foruden rent Vand afgiver den ogsaa en fra den udskilt Slim. Hos Tudser og Salamandere er denne Udskillelse paa Grund af Mængden af Kirtler betydeligere end hos alle øvrige Padder, og den kan yderligere forøges, naar Huden pirres stærkt. Sætter man f. Eks. en Salamander eller Tudse paa svagt glødende Kul, udvikler Slimen sig saa rigelig, at Kullene kan slukkes; derfra skriver sig den ældgamle Fabel om, at Salamanderen skal være uforbrændelig. Det synes, som om Padden vilkaarligt kan