Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 45 Til Skovsangernes Famlie (Sylvicolidae) hører Vipstjærte rne, paa norsk: Erlerne (Motacilla). De herhen hørende Fugle har et lige, tyndt og sylformet Næb, hvis øverste Del ved Spidsen har et fint Indsnit. Fødderne er høje og tynde; Vingerne er middellange; Halen er lang og smal og Kroppen meget slank. Vipstjærterne har kun hjemme i den gamle Verden og findes især i vandrige Egne, da de gærne opholder sig ved Damme, Aaer og Bække, hvor de vader langs Bredden. De gaar og løber med Færdighed, men altid skridtvis, ikke hoppende, og nikker med Hovedet ved hvert Trin og vipper med Halen paa en ejendommelig Maade. De flyver rask og behændig i store Buer. Stemmen er ikke klangfuld, men Sangen er dog behagelig og tiltalende. Føden bestaar af Insekter og Larver, medens Plantestoffer ganske forsmaas. Den simple Rede bygges i Huller i Mure, i hule Træer o. s. v. De nordiske Arter er Trækfugle, de sydlige Strøgfugle og kun enkelte Standfugle. Den mest bekendte Art er den hvide Vipstjært, som ogsaa kaldes Stenpikker, paa norsk: Lin-Erle og Ellekongens Datter (M. alba). Oventil er den askegraa; Nakken og det bageste af Halsen, Struben og Overbrystet, Vingerne og Halsen er sorte; Bugen, Kinderne, Siderne af Halsen og de underste Haledækfjer er hvide. løvrigt gives der mange Farvevarieteter. Den findes overalt, især hvor der er Vand i Nærheden, bliver let fortrolig med Mennesket og opholder sig gærne i Nærheden af dets Bolig. Ogsaa i store Byer indfinder den sig af og til. Skønt den elsker andre Vipstjærters Selskab, finder den dog tit Fornøjelse i at drille sine Ledsagere og jage efter dem, og undertiden kommer det til alvorlige Slagsmaal. Mod andre Fugle viser den liden Tilbøjelighed; Finker, Gulspurve og Lærker angriber den, naar den træffer dem paa Marken, og Rovfugle forfølger den med høje Skrig. Ligesom Kragen og Stæren følger den Ploven for at snappe Insekter, Larver o. s. v., og ved Kvæghjorde indfinder den sig regelmæssig. Den efterstræber ogsaa flyvende Insekter. Reden indeholder 5—7 hvide eller graahvide Æg med graa og brune Pletter. Endnu smukkere end den hvide Vipstjert er den i Bjærgegne levende Bjærgvipstjært eller den sortstrubed e Vipstjært (M. melanopé). Hannen er om Foraaret oventil askegraa, nedenunder svovlgul; Struben er sort med Hvidt paa begge Sider, og over Vingerne har den to lysegraa Baand. I Nordeuropa hører Bjærgvipstjerten til Sjældenhederne, hvorimod den fra Mellemtyskland af træffes næsten overalt sydpaa i Bjærgegne. Den forekommer ligeledes paa mange af de store asiatiske Højdedrag, i Indien og paa Ceylon, ligeledes paa Bjærgene i Nord- og Mellemafrika. Den ruger tidlid i Foraaret, og dens Æg er noget mindre end den hvide Vipstjærts. Den gule Vipstjært, paa norsk: Gulerle (M. flava) er oven-