Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

508 DYRENES LIV Bytte, som den æder, maa imidlertid være levende og bevæge sig; døde eller ubevægelige Dyr rører den ikke. Dens skarpe Syn og kendelig godt udviklede Hørelse underretter den i Tide om, at Myg eller Fluer nærmer sig. Den iagttager dem skarpt og sætter saa pludselig med et vældigt Spring efter dem, i de allerfleste Tilfælde med Held og altid saaledes, at den naar et andet Blad i Springet. Da den trænger tir temmelig megen Næring, ligger den hele Dagen igennem paa Lur, endskønt dens egentlige Virksomhed først begynder efter Solens Nedgang. I Almindelighed anser man Løvfrøen for at være en god Vejrprofet, og man tror, at den forudsiger Omslag i Vejret ved at skrige, — en Tro, der dog ikke er ubetinget rigtig. I Parringstiden lader den især sin høje Stemme høre, men den tier heller ikke om Sommeren og udstøder med oppustet Strubesæk sit, næsten som Bjældeklang lydende Skrig, der minder om Cikadernes »Sang«. Den halve Nat igennem lyder dens »Kræh, kræh, kræh!« hvorledes Vejret end er; men ved Uvejr skriger den mere end ellers; under Regn eller i fugtigt Vejr tier den ganske stille. Henimod Efteraaret forlader den Trætoppene, kommer ned til Jorden, hopper hen til det nærmeste Vandhul og skjuler sig i Dyndet. I Almindelighed forlader Hannerne Vinterkvarteret imod Slutningen af April, og først en Ugestid senere viser Hunnerne sig. Omtrent tolv Timer efter at Æggene er lagte, har den Slim, der omgiver dem, opsuget saa meget Vand, at den bliver synlig. Legen danner uformelige Klumper og bliver liggende paa Bunden, indtil Larverne er udklækkede. Løvfrøen er saa fordringsløs, at man kan holde den hele Aar igennem i et almindeligt Glas, naar man blot fodrer den tilstrækkeligt. Hertil vælger man Fluer og Melorme, fordi man har lettest ved at faa dem, men man kan ogsaa fodre den med andre Insekter. Efter en Tids Forløb lærer den sin Herre at kende. Et enkelt Eksemplar har man holdt 22 Aar i Live — og det omkom endda ved et rent Tilfælde. I Brasilien og Guyana lever der en af de største Løvfrøer, nemlig Kolbefoden (Hyla faber), der kaldes saaledes paa Grund af sine brede Hæfteskiver. Dens Krop er klodset, Hovedet fladt og bredere end Kroppen, og Lemmerne udmærker sig ved særlig Styrke. Farven er ensartet bleg lergul med en langs Midten af Ryggen løbende Stribe og desuden tegnet med enkelte uregelmæssige, fine sorte eller olivenbrune Streger; Bugen er jævnt gulhvid. Kolbefoden, som lever paa høje Træer med tykke Blade, især ved Flodernes og Sumpenes Bredder, bliver 8 — 9 Ctm. lang. I Regntiden vrimler Sumpene af disse Løvfrøer, og man hører da om Aftenen og om Natten lige til Daggry deres underlige, høje og metallisk klingende Stemme, der lyder som mange Blikkenslageres Hamren. Brasilianerne har i den Anledning givet denne Løvfrø Navnet »Smeden«. En anden Art, Brasilianernes Sapo (H. luteola) er meget al-