Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

514 DYRENES LIV Den tager kun Dyr, der er levende, og hvad den ikke ser bevæge sig, griber den ikke. I Følge Jon. Collins Undersøgelser springer Vandfrøen aldrig paa sit Bytte; den sidder aldeles rolig, tæt trykket til Jorden, indtil den faar Øje paa et Insekt eller et andet lille Dyr. Da hæver den Forkroppen fra Jorden og støtter sig paa de ud- strakte, skrævende Forlemmer; Øjnene spiles højt op og følger dette er kommet saa nær, at den kan naa det; Tungen slynges nu pilsnart ud af Munden og slaar med Overfladen af den fri Ende ned paa Ofret, der bliver hængende ved dens klæbrige Slim. I Almindelighed udgør Insekter, Edderkopper og Snegle den vigtigste Føde; men man paastaar imidlertid ogsaa, at gamle Vandfrøer sluger Muse-og Fugleunger, ja endog Ællinger, endskønt de næppe kan faa dem ned. I Fiskedamme skal de anrette temmelig megen Skade, da de ikke alene tager Ynglen, men ogsaa de Fisk, de kan magte. ufravendt Byttets Bevægelser, indtil Spidssnudet Frø. Æggene lægges i Almindelighed i Førstningen af Juni og er forholdsvis smaa. Efter omtrent en Uges Forløb forlader Larverne dem. En Maaned senere, naar Larven er 6—7 Ctm. lang, er alle fire Lemmer helt udviklede, men endnu er Halen længere end Kroppen. Derpaa skrumper den efterhaanden ind og tabes tilsidst helt. Først efter omtrent fire Maaneders Forløb er Forvandlingen til Ende. Naar Frøen er paa femte Aar, har den opnaaet sin almindelige Størrelse, men vedbliver dog at vokse, muligvis lige til sin Dødsdag. — Vandfrøens Sejlivethed er overordentlig stor, og