Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

520 DYRENES LIV fremstrakt; men ved den mindste Støj dykker den hurtigt ned til Bunds for at skjule sig i Dyndet. Holder man sig rolig, vil man snart bemærke, at Frøen kommer op igen og indtager sin tidligere Plads, idet den ser sig omkring. Dens »Sang«, som vel ikke er ubehagelig, men let kan trætte ved sin Ensformighed, høres som oftest først hen ad Aften og fortsættes hele Natten. Hver enkelt Tone har en vis Lighed med Lyden af en Glasklokke. Frøerne lader hver for sig i det højeste Stemmen høre tre eller fire Gange i hvert Minut og udstøder altid den samme Lyd; men da alle Hannerne udtrykker Velvære ved at skrige, opstaar den uafbrudte Musik, man hører. Paa Land søger Klokkefrøen, naar den bliver skræmmet, at undgaa sine Forfølgere ved at trykke sig til Jorden; dens Farve bevirker da nemlig, at den ikke let bliver set. Rører man ved den, bøjer den Hovedet saa stærkt tilbage, at Strubepartiet ses, og samtidig dermed lægger den Baglemmerne saaledes op paa Ryggen, at dens stærkt farvede Underside kommer til Syne, hvorved den faar et helt andet Udseende. I denne mærkelige Stilling bliver den liggende i nogle Minutter, indtil Faren er forbi. Som yderste Nødværge udsprøjter den fra Hudkirtlerne en Vædske, der ser ud som Sæbevand. Dens Næring bestaar især af Insekter, Snegle og smaa Orme. Der fortælles almindelig, at den navnkundige Statsmand Peder Okse skal have indført denne Frø i Danmark. Man ved imidlertid intet derom; men hvad der kan tale for Rigtigheden deraf, er, at Klokkefrøen findes noget spredt i Danmark og er indskrænket lil enkelte Steder. Tudserne (Bufanes') har fra Arilds Tid været Genstand for almindelig Afsky; faa Dyr er bievne mere ivrigt og uretfærdigt forfulgte. De adskiller sig fra de hidtil omtalte Padder ved fuldstændigt at mangle Tænder og ved at have en mere plump og sluttet Krop. De tykke Lemmer er næsten lige lange, og Huden er grov og vortet. Tudserne lever i alle Jordbælter, men er talrigere i varme Egne end i kolde, holder sig kun til Vandet i Parringstiden og er fuldstændige Natdyr, som kun undtagelsesvis ses udenfor Skjulestedet, saa længe det er Dag. De bevæger sig langt fra saa let som Frøerne, tuen humper mere afsted, end de hopper, og svømmer daar-ligt, saa at de synes at være klodsede og langsomme, skønt de, strængt taget, ikke er nogen af Delene. Orme, Snegle, Insekter og smaa Hvirveldyr udgør den vigtigste Føde for dem, og de er i det hele til ikke ringe Nytte. Ligesom andre Padder kan Tudserne ikke undvære Fugtighed i længere Tid, men i fugtige Rum kan de endogsaa ved meget knap Føde holde ud i hele Maaneder, ja Aar. Man har gentagne Gange fundet levende Tudser i Hulheder, som tilsyneladende manglede en- ■