Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

PADDERNE 521 hver Aabning, og disse Fund har fremkaldt allehaande Opdigtelser, men ogsaa bevirket, at der er blevet anstillet Forsøg, af hvilke det tilstrækkeligt fremgaar, at Tudsernes Sejlivethed ingenlunde er saa stor, som man har troet, og at ingen af dem kan leve hele Aar igennem i et fra Luften afspærret Rum eller forblive i Live et Par Aar uden Føde. Samtidig dermed synes det ogsaa at være bevist, at man ved de tilsyneladende uforklarlige Fund af Padder i hule Sten ikke omhyggelig nok har undersøgt de paagældendc Forhold. Fortællingerne om, at Tudser i hele Aarhundreder skulde have ligget indesluttede i en fast Stenmasse dybt nede i Jorden, maa derfor ogsaa anses for Fabler. Skrubtudsen (Biifo vulgaris') bliver 8—12, og i sydligere Lande 12—20 Gtm. lang og 6—7 Ctm. bred. Hele Kroppen er besat med tykke Vorter og er af rødgraa eller rødbrun, undertiden af olivengrøn eller sortladen Farve, hist og her med utydelige Pletter; den har i det Hele en godt beskyttende »Jordfarve« (se Fig. S. 522). Bugsiden er lysegraa. Øjnene har en smuk orangegul Regnbuehinde. Skrubtudsen er udbredt overalt; man ser den i Skove og Krat, paa Marker og Enge, i Haver, Kældere og Murhuller, under Stene og Træstammer, kort sagt overalt, hvor der kan findes et Skjulested eller indrettes et saadant. Den forsfaar nemlig godt at grave i Jorden og færdes ud og ind i sit Smuthul ligesom en Ræv i sin Grav. Skrubtudsen holder sig helst til fugtige Steder med megen Skygge, og derfor ses den almindelig under Planter med brede Blade Den skal foretrække stærkt lugtende Vækster, saasom Salvie og Skarntyde. Den er et ægte Natdyr og holder sig skjult om Dagen, undtagen naar en varm Regn har vædet Jorden, og Skyer dækker den besværlige Sol. Under saadanne Omstændigheder gaar den ogsaa paa Jagt om Dagen, hvad der ellers først sker nogen Tid efter, at Solen er gaaet ned. Men da det falder den vanskeligt at færdes vidt omkring, undersøger den saa meget nøjere sine snævre Enemærker og renser dem grundigt for alt Slags mindre Kryb. Som Følge af sin Klodsethed styrter den ofte ned i Kældre, Brønde, Gruber o. s. v. og kan da ikke komme op igen, men maa nøjes med den Føde, som tilfældig findes der, eller som falder ned til den. Til Trods for sin Graadighed rører den aldrig døde Dyr, — Man har let ved at iagttage, hvorledes Skruptudsen fanger sit Bytte, da den ogsaa om Dagen snapper efter ethvert lille Dyr, som den kan naa. De fremstaaende og meget bevægelige Øjne spejder til alle Sider, og Tungen slynges med en vidunderlig Færdighed imod Byttet, saa at dette kun sjældent undslipper. Forfejles det, eller bedøves det ved Tungens Slag uden at klæbes fast til den, snapper Skruptudsen ikke tiere efter det, med mindre det paa ny begynder at røre sig. Skrubtudsen tilbringer Vinteren i fjærnt fra Vandet liggende, tørre Jordhuller. Imod Slutningen af September eller i Førstningen af Oktober kryber den, ofte i Selskab med flere andre, ned i tilfældige eller selvgravede Huller, hvor den beskytter sig imod Kul-