Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

 526 DYRENES LIV i I ■M Farven er i Almindelighed mørk, som oftest dog med lyse Striber og Pletter. Halepadderne er paa den nordlige Halvkugle vistnok lige saa udbredte som Frøer og Tudser, hvorimod de kun undtagelsesvis træffes paa den sydlige Halvkugle og f. Eks. ikke er fundne i Sydamerika. Dette kan muligvis forklares af deres skjulte Levevis. De fleste af dem opholder sig nemlig hele Livet igennem i Vandet; mange søger til dyndede Sumpe, og en Del lever endog i dybere Søer. De er alle uden Undtagelse Natdyr, som om Dagen holder sig i Ro, skjulte i Smuthuller eller hvilende paa Bunden af Vandet. Af den Grund er det heller ikke let at iagttage dem, og de kan, som vi ved fra de europæiske Arter, leve talrig paa et eller andet Sted, uden at man aner deres Tilstedeværelse. De Arter, vi maa opfatte som Landdyr, holder mest af mørke, fugtige Strækninger, der kun er lidet udsatte for Solens Straaler, altsaa især snævre Dale eller Skove, og her skjuler de sig under Stene og raadnende Træstammer eller i Huler i Jorden. Vandsalamandrene forlader kun af og til Vandet og skynder sig da snart tilbage dertil. Ligesom andre Padder og som Krybdyrene falder de i kolde Egne i Dvale om Vinteren, medens dette i varme Jordstrøg sker, naar Vandstederne udtørres af Heden. De er over al Maade sejlivede, saa at de kan tørre ind i Dynd og fryse fast i Is uden at lide noget derved; de kan ’endog flere Gange reproducere tabte Lemmer. De lever af Bløddyr, Orme, Edderkopper, Insekter og endog smaa Hvirveldyr og er i det Hele graadige Rovdyr. Paa den anden Side kan de dog ogsaa holde ud at sulte i meget lang Tid. Landsalamandrene begiver sig til Vandet i Parringstiden og føder der Unger; Vandsalamandrene lægger derimod Æg, som de ved en Slim fæster ved Vandplanternes Blade. Alle disse Padder lever saaledes i det mindste den første Del af deres Liv i Vandet og forlader det først, naar Lungerne er fuldt uddannede. Saalænge de er Larver, har de forskellige Arter megen Lighed med hverandre. Landsalamanderen eller Ildsalamanderen (Salamandra maculosa) bliver 18—23 Ctm. lang og er sort med store, uregelmæssige, guldgule Pletter — en Farvesammenstilling, der har biologisk Betydning som Advarselsfarve. Kirtelgrupperne paa Baghovedet og Vorterækkerne paa begge Sider, hvorfra der ved et svagt Tryk udsiver en hvid Saft, er især stærkt udviklede hos dem. Den har, paa Grund af sin ætsende Slim, niere end noget andet Dyr været Genstand for fabelagtige Opdigtelser. Allerede i Oldtiden mente man, — men med Urette, — at den var overordentlig giftig, og i Alkymisternes og Troldmændenes Sortekunster spillede den en fremragende Rolle. Blandt andet troede man, at en Ild slukkedes, naar en Landsalamander krøb hen over den, og at et brændende Hus kunde reddes ved, at man kastede et saadant Dyr ind i Flammerne. Landsalamanderen har hjemme i Mellem- og Sydeuropa, og fin-