Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SPURVEFUGLENE
49
stigt sammenfiltrede, næsten som vævede, og anbringes sædvanligvis paa Træer, sjældnere i Murhuller eller hule Træstammer.
Den stærkeste af alle indenlandske Finker er Kærnebideren eller Kirsebærfuglen (Coccothraustes vulgaris). Denne Fugl har et overordentlig tykt og stærkt kegledannet Næb, som har en svagt bøjet Spids og bag den et lille Hak, og Næbet er lige saa højt som Hovedet. Dette er forholdsvis stort og Panden flad. Fuglen er 18 Ctm. lang, graagul paa Forhovedet, brungul paa Baghovedet og Kinderne, askegraa i Nakken, lysebrun paa Ryggen og nedenunder graabrun med sort Hage. Vingerne er sorte med en hvidgraa Plet paa Dækfjerene; Næbet er blygraat med mørkere Spids. Forøvrigt forekommer der mange Varieteter.
Kærnebideren bebor ikke alene hele Europa, men Sibirien til
Japan. Kun i strænge Vintre forlader den Danmark.
Den er en listig og forsigtig Fugl, som i Smaaflokke hjemsøger Kirsebærtræerne, paa hvis Frugter den anretter megen Skade. Den udpiller nemlig Stenene, som den knækker med stor Kraft, under hvilket Arbejde den holder sig skjult og stille i Træernes tætteste Løv. Foruden Kirsebærkærner fortærer den ogsaa Kærner af Slaaen, Hvidtjørn, Rønnebær, Bog, olieholdigt Frø af Urter og undertiden Insekter.
Lokketonen er et skarpt, metallisk klingende »Tsi!« eller
»Tsik!« Hannen synger hele Kæmpende Bogfinkehanner.
Timer igennem for Hunnen, under mange Vridninger og Bøjninger af Legemet; men Sangen er ganske umelodisk. Den af Riskviste kunstigt sammenlagte Rede findes i Bøge- og Kirsebærtræer, i meget forskellig Højde, og indeholder 3—5 grøngraa Æg med mørke Pletter, Streger og Aarer. I Fangenskab bliver Kærnebideren meget tam, men kan paa Grund af sin Trættekærhed ikke holdes i Bur med andre Fugle. Man maa overhovedet tage sig iagt for dens Næb, da den bider stærkt i alt, hvad der holdes frem for den.
Æd el finkerne (Fringilla) omfatter en Del i Nord- og Mellemeuropa levende Finker, som i sig forener Slægtens væsentligste Egenskaber. De har et langstrakt kegledannet Næb med en temmelig skarp Spids; Vingerne er noget smalle og spidse, og Halen er temmelig lang og som oftest kløftet.
Brehm : Dyrenes Liv. II.
4