Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

50 dyrenes liv Af de herhen hørende Fugle fortjener Bogfinken (F. coelebs) at tages som Type. Dens Fjerdragt er højst tiltalende. Hos Hannen er Hoved og Nakke askeblaa, Panden sort og Ryggen brun • nedenunder er den vinrød med hvid Bug. Over Vingen gaar der et hvidt og et gulhvidt Tværbaand. Hunnen og de unge Fugle er oventil olivengraabrune og nedenunder lysegraa. Bogfinken bebor hele Europa med Undtagelse af dets allernord-ligste Del. Den opholder sig almindelig i Skove og Haver men findes ikke i Moseegne. I Rugetiden lever den parvis- efter den Tid samles Parrene i Flokke, der om Vinteren strejfer om med de talrige Skarer af Kvækerflnker og ofte besøger Byerne; en Del af Hunnerne vandrer dog i den strengere Aarstid sydpaa’ navnlig til Sydeuropa og Nord Vestafrika. Det er en munter, livlig, behændig, men heftig og trættekær Fugl. Sangen kaldes med Rette Slag da den bestaar af én eller to afsluttede Strofer. Lokkestemmen er »Pink!« eller »Fink!« som betones paa højst forskellig Maade. I Flugten udstøder Bogfinken ofte et dæmpet »Jypp! jypp?« Advarselsskriget, paa hvilket ogsaa andre Fugle agter, er et hvislende »Snh!« Føden bestaar af Frø, navnlig af Ukrudt, i Rugetiden dog næsten udelukkende af Insekter, med hvilke ogsaa Ungerne mades. Den kunstige, halvkugledannede Rede, som snart anbringes højt snart lavt, er bygget af Mos, Græsstraa og Rodtrevler, udvendig beklædt med de samme Lavarter som det Træ, hvorpaa den findes, og indvendig udforet med Haar, Fjer Uld, Plantefnug o. s. v. Æggene, 5—6 i Tallet, er blegt blaagrønne med rødbrune Skjolde og større og mindre sortebrune Punkter. Nærmest beslægtet med Bogfinken er Kvækerfinken, ogsaa kaldet Kvækeren, paa norsk: Bjærgfinken (F. montifringilla) Den er sort med rustgul Strube, Skuldre og Bryst; paa Siderne har den sorte Længdepletter; Underryggen er paa Midten hvid og Bugen er ligeledes hvid. Om Sommeren bebor Kvækerlinken den nordlige Del af Norge Sverige og Rusland, hvor den helst opholder sig i Birkeskove, men om Efteraaret og Vinteren gennemstrejfer den hele Europa indtil Spanien og Grækenland og kommer da ogsaa til Danmark, ofte i store Flokke. Den er som alle højnordiske Fugle ikke sky og er derfor let at fange. Dens Rede og Æg ligner Bogfinkens. Kødet er, ligesom dennes, velsmagende, dog med en bitler Bismag. Paa den gamle Verdens Højbjærge fra Pyrenæerne til Sibirien lever der om Sommeren stadig over Trægrænsen —- en med Bogfinken nærbeslægtet Fugl, Snefinken (Fringilia nivalis). Den adskiller sig fra de foregaaende Arter ved en lang sporeagtig krummet Klo paa Bagtaaen. Hovedet og Nakken er askeblaa, Ryggen brun, Overvingen halv sort, halv hvid og Struben sort; Bryst og Bug er hvide og Halen hvid og sort. Snefinkerne ses snart parvis og snart i Smaaflokke paa Klippetinderne i Højfjeldsregionens næsten udøde Natur. Kun i de