Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

52 DYRENES LIV er gaael med Duen, efterhaanden kunnet tæmme den; det har tværtimod kun gjort den listigere og mere mistroisk«. Spurvene er som bekendt meget snakkelystne og tier sjældent stille. Selv naar de æder, høres hvert Øjeblik deres: »Sjelp, sjelp!« Naar de flyver op, skriger de gærne »Div, div!« Advarselsskriget er et snærrende »Terr!« paa hvilket ogsaa andre Fugle agter Kommer Spurven i øjeblikkelig Nød, f. Eks. ved det pludselige Syn af en Rovfugl, en Kat eller andre Fjender, saa høres der et hastigt »Teil, terell-tell-tell-tell!« Naar Faren er vel overstaaet, gentager Spurven flere Gange et sagtere »Dyrr!« hvilket Skrig ogsaa, i Forening med »Dii, dii, dii!« er Lokketonen. Naar flere Hanner slaas om en Hun, hvilket navnlig gaar tit paa om Foraaret, gør de megen Støj ved deres »Teil, teil, silp, den, dell, div, sjilk!« o. s. v. Spurven formerer sig meget stærkt, idet den i det mindste yngler tre Gange om Sommeren. Reden findes i Fordybninger i Mure, ikke sjældent i Træhuller, i Underlaget under Storkereder og i Buske og Træer. Men hvor Reden end findes, er den aldrig andet end en sammenslæbt Hob af Straa, Hø, Blaar, Børster, Uld, Haar, Papirsstrimler, Klude o. s. v., indvendigt udforet med Fjer. Dersom Reden er anbragt i et Hul, røbes dens Tilstedeværelse ofte ved skødesløst udhængende Halmstraa. De Reder, som anbringes frit mellem Grene, er boldformede med et Indgangshul paa Siden, men forøvrigt lige saa løst og uordentlig byggede som de andre. Spurven tager ogsaa gærne Svalereder i Besiddelse, selv om Svalerne allerede har Æg eller Unger; den frække Røver plejer da uden videre at kaste Æg og Unger ud, uden at ænse Moderens klagende Skrig. Begge Mager skiftes til at ruge. Som Eksempel paa Spurvenes Kærlighed til deres Afkom fortæller Selby, at han en Gang bemærkede, at et Par Spurve helt ind i Vinteren bar Foder til Reden, og da han undersøgte Sagen, fandt han derinde en Unge, om hvis Fod der var viklet en Traad, saa at den ikke havde kunnet flyve ud. I Almindelighed anses Spurven for en skadelig Fugl, og det lader sig heller ikke nægte, at den fortrinsvis lever af Korn, og at den gærne pikker i den modne Frugt. Ved Siden heraf gør den Nytte ved at udrydde en Mængde, især for Frugttræerne skadelige Insekter; men denne Nytte formindskes rigtignok i en betænkelig Grad ved, at den forjager de vigtigste insektædende Smaafugle, Stærene, Mejserne og Sangerne. I Nordamerika, hvortil man med store Forventninger indførte Graaspurven 1864, og hvor man paa alle Maader hægede om den, er man for længe siden bleven grundig ked af den. Den har der formeret og udbredt sig saa stærkt, at den er blevet en ren Landeplage for Landmændene. Og i Australien er det gaaet paa lignende Vis. I den gamle Verdens sydlige Lande forekommer der nærbeslægtede Arter eller lokale Varieteter — der dog fører samme Levevis, som den almindelige Husspurv.