ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
54 DYRENES LIV Sydeuropa er den sjælden, og i Nordafrika træffes den kun enkeltvis. Den foretrækker Marker og Løvskove for Byer og kommer kun om Vinteren til Menneskers Boliger. Sædvanligt lever den i Flokke og kun i den egentlige Yngletid parvis; Flokkene optager i sig Gulspurve, Lærker, Bogfinker, Sidskener, Stillidser og andre beslægtede Fugle og besøger med disse Markerne og i strænge Vintre Landmandens Gaard eller Gaderne i Landsbyerne. Ved Foraarets Komme deler de sig i Par. Skovspurven er ikke saa klog som Husspurven og derfor lettere at skyde og fange. Dens Rede, som ligner dennes, bygges altid i hule Træer. En Spurv — og ikke, som det oftest antages, en Væver — er den saakaldte Republikaner (4. socius) i det Indre af Sydafrika Dens Farve er meget simpel: brun og graa, samt sortvatret paa Ryggen. Længden udgør 13 Ctm. Det mest paafaldende ved disse Fugle er den selskabelige Anbringelse af deres Reder under ét Tag. Naar de har fundet en Rugeplads og begynder at bygge Rede, rejser de først i Fællesskab det fag, der skal beskytte dem alle. Ethvert Par bygger sin Rede °n lægger sit Tag over den; tnen det ene Par bygger saa tæt ved det andet, at man, naar de alle er færdige, kun tror at se en Rede med et Tag over og utallige kredsrunde Huller paa Undersiden. De samme Reder bruges ikke for anden Gang til at ruge i, men der ophænges da nye under de gamle, saa at saavel Taget som de gamle Reder tjener til Dækning for de nye. Saaledes tiltager Massen Aar for Aar i Størrelse og Vægt, indtil den Gren, paa hvilken den hænger, tilsidst knækker over og falder ned. Disse Kolonier findes sædvanligt kun i høje og store Træer; hvor disse mangler, benyttes undertiden den træagtige Aloe. I ris kerne (Chloris) har et kort, kegledannet og spidst Næb. Fødderne er lave og svage med smaa Kløer, Vingerne smalle og spidse, og den middellange Hale er skarpt kløftet. Grønirisken eller Svensken (C. hortensis') er oventil olivengrøn, nedenunder grøngul; Vingen er askegraa og Halen sort. Hunnen er mere brunlig. Med Undtagelse af de nordligste Egne af Europa mangler Grønirisken intetsteds i denne Verdensdel. I Norden er den langtfra sjælden, men findes ynglende overalt, hvor der er Lunde, Marker, Haver og Enge. Den lever parvis eller i Familier. Sin Føde, især olieholdige Frø, samler den paa Jorden, hvorfra den i Fare flyver op i det nærmeste Træ. Lokketonen, der ofte høres i Flugten, lyder som »Sjik!« eller »Sjæk!«, og Sangen er ubetydelig. Tor n i risk e n, ogsaa kaldet Graairisken (Hunnen, den gamle Han i Vinterdragt og den yngre Han), Rødirisken (den gamle Han i Sommerdragt) eller I risken (Acanthis cannabina), er forskellig farvet efter Køn, Alder og Aarstid. Den gamle Han hører i