ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
SPURVEFUGLENE 55 sin Foraarsdragt til vore Pragtfugle. Forhovedet er lyst blodrødt, den øvrige Del af Hovedet, ligesom Siden af Halsen, graa, Ryggen rustbrun, Overgumpen hvidlig, Forhalsen lys graabrun, Brystet skinnende blodrødt og Bugen hvid. Om Efteraaret bliver det Røde brunrødt, og det rustbrune paa Ryggen dækkes da tildels af graa Fjerrande. Hunnen og de unge Fugle har mindre levende Farver, omtrent som Hannen i Vinterdragt. Tornirisken bebor hele Europa og hører til de almindelige Fugle, der yngler overalt, især i bakkede Egne. Det er en selskabelig, munter, men sky Fyg], som udenfor Yngletiden lever i Flokke. Kun i meget strænge Vintre drager den sydpaa, ellers færdes den i den kolde Aarstid paa Markerne i store Flokke, i hvilke der ogsaa er Grønirisker, Bogfinker, samt Skov- og Gulspurve. Den er en af de bedste Sangere blandt Finkerne; dens Lokketone lyder som »Jæk, jæk!« Tornirisken bliver let tam, gør ikke store Fordringer og synger flittigt; den hører derfor med Rette til de mest yndede Stuefugle. Nærbeslægtet med den er Bjærgirisken, ogsaa kaldet Bjærg-finken og Majirisken (A. linaria). Den er oventil sortbrun med rustfarvede Fjerkanter; Brystet er rustbrunt og brunstribet og Bugen hvid. Hannens Overgump er rød. Bjærgirisken bebor det nordlige Skotland samt den nordlige Del af Norge, Sverige, Rusland og Sibirien. Om Vinteren kommer den i større eller mindre Flokke til Danmark. I Væsen og Færd, Levemaade og Forplantning har den en stor Lighed med Tornirisken, men dens Sang kommer ikke dennes nær. Nærmest ved Iriskerne staar Siskenerne (Chrysomitris), som har et tyndt, svagt kegledannet Næb, lave Fødder og temmelig lange og spidse Vinger. Graasiskenen, paa norsk: Graasisiken eller Rødkoppen (Ch. linaria) er en højnordisk Fugl, som dog kan forekomme meget hyppig i Danmark fra November til Marts. Den gamle Han er smukt farvet. Issen er glinsende rød, Hagen og en Stribe fra Næbet til Øjet er sorte og Brystet og Overgumpen rosenrøde (hos Hunuen gulagtig brunplettede); Hunnen og de unge Fugle forveksles undertiden med Bjærgirisken, med hvilken de har nogen Lighed. Det er en livlig og selskabelig, men noget dum Fugl, hvis Lokkestemme lyder som »Givit!« og »Schiæt!« Den lever især af Birkefrø og klatrer næsten lige saa godt som Korsnæbet. Sangen er ubetydelig og bestaar kun af Lokketonerne, forbundne ved en sagte Kvidren. Reden findes i lave Birke-, Naale- eller Elletræer. Grønsiskenen, paa norsk: Sisiken (Ch. spinus) er den almindeligste Art. Hætten er hos Hannen sort, Overkroppen grønlig og sortplettet, Struben sort, Brystet gult og Bugen hvid. Over den mørke Vinge gaar der to gule Baand. Hunnen er oventil graagrøn