Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

60 DYRENES LIV De Steder, hvor Ørkentrompeteren skal befinde sig vel, maa være fuldstændig træløse og beskinnede af en glødende Sol. Den sky og forsigtige Fugl vil kunne lade sit Blik svæve frit hen over Sletten eller Højdedragene. Den træffes altid familievis elles i Smaa-flokke; fra Sten til Sten hopper den muntre Fugl eller svæver forbi i sin, som oftest lave Flugt. Kun sjældent er Øjet i Stand til at følge den langt ud i Rummet; thi de rødgraa Fjer smelter sammen med Stenene og de bladløse Euphorbiastammer. Man vilde snart tabe Fuglens Spor, dersom dens mærkelige Stemme ikke hjalp En til at finde det. En Tone som et Stød i en lille Trompet bæres hen gennem Luften, langtrukken, bævende og forbunden med en sagte, klokkeren Lyd som et Par næppe hørlige Akkorder af en fjern Harmonika. De æventyrlige Toner passer i deres Sælsomhed fuldkomment til de usædvanlige Omgivelser, og disse Trompetstød klinger som Ørkenens egen melankolske Stemme, eller som om Aander talte i Rummets Tomhed og Stilhed. Hvor Jordbunden kun bestaar af Flyvesand, lader Moroen sig ikke se; derimod ynder den de sorte Lavastrømme med deres glet-scheragtigt gabende Revner og Sprækker, paa hvilke der næppe grønnes et Græsstraa, men i hvis Hulheder der findes gode Smuthuller. Føden bestaar af forskellige Slags Frø og maaske ogsaa af grønne Blade og Knopper; men Insekter forsmaas. Vand maa Ørkentrompeteren derimod have, i det mindste en Gang om Dagen, selv om den skal flyve milevidt for at naa det. Om Vinteren synes den at foretage større Vandringer. Ikke alene fra Finkerne, men fra alle andre Fugle adskiller Korsnæbene (Loæza) sig ved det mærkelige Næb. Det er stærkt, tykt, sammentrykt med skarpe, indtrukne Rande og krogformig ned-adbøjet fra Næbroden. Undernæbet, som ved Roden er tykkere og bredere end Overnæbet, er med Spidsen bøjet opad, saa at det krydser dette. Overnæbet gaar hos nogle tilhøjre forbi Undernæbet, hos andre tilvenstre. Korsnæbene lever i Flokke, som sjældent forlader Naaleskovene, paa hvis Træer de søger Føde, idet de med dets korsdannede Næb aabner Skællene paa Koglerne og piller Frøet med Tungen. Undertiden ser man dem sidde paa Gran- og Fyrrekoglerne med Hovedet nedad. De findes hyppigst i Norden, men er dog ingenlunde bundne dertil; man kan betegne dem som Zigøjnerne blandt Fuglene. De lever overalt og intetsteds; ligesom disse mærkværdige Folk dukker de pludselig op i en bestemt Egn, bliver der i lang Tid, er ganske som hjemme, formerer sig der — og forsvinder saa maaske ligesaa pludseligt, som de er komne. Vandringerne retter sig forøvrigt efter Naaleskovenes Rigdom til en given Tid; naar Frøet er modent, plejer Korsnæbene at indfinde sig. Som de fleste selskabelige Fugle lader de idelig Lokkestemmen høre, hvorimod Sangen er højst ubetydelig.