Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

62 DYBENES LIV og har et svagere Næb. Den er smukt rød og har to hvide Baand over Vingen. Længden udgør 16 Ctm. Det hvidvingede Korsnæb er en russisk og nordasiatisk Art, som i de senere Aar har begyndt at vise sig i Europa, og den forekommer ikke sjeldent i Sverrig i Selskab med andre Arter af sin Slægt. I Danmark er den kun fanget nogle faa Gange. Ved Besøg i store Naaleskove hører man undertiden et »Gøp, gøp, gip, gip!« eller »Tsok, tsok!« Tegnet paa, at Korsnæbene er ankomne og har fæstet Bo. Er Skoven indbydende, yngler de der, i modsat Fald strejfer de en Tidlang om og drager saa til et andet Sted. I Naaletræernes Kroner klatrer de om med den største Færdighed, idet de paa Papegøjernes Vis holder sig fast og hjælper sig fremad med Næbet. De flyver hurtigt og let i raske Kast og er muntre og urolige Fugle, som hele Dagen er i Virksomhed. En Følge af den stadige Færden mellem harpiksholdige Kogler og Grene er, at de ofte tilsmudser sig, saa at deres Fjer faar et ligefrem Overtræk af Harpiks. Efter Døden modstaar deres Legeme endog til en lid Forraadnelsen paa Grund af, at det er gennemtræng! af dette Stof. I Amerika, navnlig i Sydamerika, findes de tyknæbede Pape-gøj e fin ker {Coccoborinae), som staar Kærnebiderne nær, og hvoraf enkelte er berømte for tiltalende Sang og er yndede Stuefugle. »En Gang i August Maaned,« fortæller Audubon, »da jeg møjsommelig slæbte mig hen langs med Bredden af Mohawkfloden, faldt Natlen pludselig paa. Jeg kender kun lidet til denne Del af Landet og besluttede derfor at overnatte, hvor jeg var. Aftenen var smuk og varm; Stjernerne spejlede sig i Floden, og fra det fjærne hørtes der en Brusen af et Vandfald. Mit lille Baal var snart antændt under en Klippe, og jeg kastede mig ved Siden af det. I behagelig Ro lod jeg med lukkede. Øjne mine Tanker have frit Løb og befandt mig snart i Drømmenes Rige. Da trængte pludselig en Fugls Aftensang ind i min inderste Sjæl, saa højt, saa klangfuldt i Nattens Stilhed, at Søvnen, som allerede havde sænket sig ned over mine Øjenlaag, atter flygtede. Aldrig har Tonernes Velklang glædet mig mere. Den gennembævede mit inderste og gjorde mig lykkelig. , . . Længe efter at Tonerne var hendøde, følte jeg mig endnu henrykt over dem, og i denne Henrykkelse slumrede jeg ind.« Den Fugl, om hvilken den digteriske Forsker taler saa begejstret, er den rosenbrystede Kærnebider (Coccoborus ludovicianus), en Sanger der er ligesaa tiltalende for Øjet som dens Stemme for Øret. Dens Hoved, Forhals, Nakke, Ryg, Vinger og Hale er glinsende sorte; over Vingen gaar der to hvide Baand; de yderste Halefjers Inder-fane, Siderne af Brystet og Bugen har samme Farve, og det nederste af Halsen og Midten af Brystet er pragtfuldt karmoisinrøde. Denne