Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

66 DYRENES LIV kunne trodse Vind og Vejr, findes der undertiden tre, fire Aar gamle Reder i en nybygget Koloni. Ogsaa i Indien, Australien og paa Madagaskar ses Træerne behængte med Vævernes lange syngende Reder. De egentlige Væverfugle (Ploceinae) er store eller middelstore Fugle, som oftest af langstrakt Bygning, med et i Reglen temmelig langt Næb, lange Vinger, middellang Hale og ofte meget prægtige Fjer. Hvor de forekommer, er de talrige og udmærker sig ved, at deres Selskabelighed ikke afbrydes i Rugetiden. Efter den Tid samles de i Flokke, ofte paa mange Tusinder, og kan blive meget ødelæggende for Markerne. De sværmer nu længe om i Landet og vender til-sidst tilbage til det Træ eller den Egn, hvor de først saa Lyset. Her hersker der da i nogle Maaneder det travleste Liv; thi Rede-bygningen kræver megen Tid, og det saa meget naere, som Fuglene ofte er egensindige nok til at nedrive den næsten færdige Rede for at begynde forfra paa en ny. Rederne er sande Kustbygninger, der sammenvæves af Kviste eller Rodtrævler eller af bøjelige Græsstraa, som maaske yderligere gøres smidige ved Fuglenes Spyt. Hos nogle Arter bygger Hannerne sig særegne Reder, i hvilke de opholder sig, medens Hunnerne ruger; hos andre indeholder de store Reder tre, fire Kamre. I Flertallet af Rederne er der et Rum for Ungerne og et Kammer for den syngende Han. Medens Østafrikanerne betragter disse Fugles Kunstfrembringelser med ligegyldige Blikke, ser andre Folkestammer maaske paa dem med Æventyrdigterens Øjne og fortæller saaledes, at de Lerklumper, der findes i nogle af Rederne, tjener Væverfuglene til deri om Natten at fastklæbe lysende Biller for at oplyse det Indre af Boligerne. Ungerne er vel bevarede; thi ved de tynde og vaklende Grene, hvori Rederne er ophængle, kan ingen Abe, intet Rovdyr holde — de vilde falde i Vandet, dersom de nærmede sig med slette Hensigter. En enkelt Art indfletter endog til Forsvar spidse Torne i sin Rede. I Abessinien og Østsudan træffer man hyppigt Guldvæveren eller Pirolvæveren (Ploceus galbula), der er en meget smuk Fugl: Panden og et Baand om Undernæbet er valmuerøde, Ryggen og Vingedækfjerene grønne med sorte Skaftstreger; Vingerne rødbrune, Styrefjerene gulbrune og Bryst, Bug, Isse, Nakke og Kinder citrongule. Guldvæveren findes ikke sjældent i Selskab med andre Vævere; dog bygger de forskellige Arter i forskellige Træer. I Buskene om Drikkestederne, hvor de samles i Flokke paa Tusinder, gaar det livligt til, da de skriger og støjer paa samme Maade som vore Spurve, for pludselig alle tilsammen at styrte ned til Vandet, drikke og atter saa hastigt som muligt ile tilbage til Buskene. De har god Grund til at skynde sig; thi deres værste Fjender, Spurvehøgene