Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 65 værlingen, paa norsk: Lap spurven (Calcarius tapponicus), hvis Bagklo er længere end Bagtaaen og kun lidet bøjet. Overkroppen er sort med rustbrune Fjerkanter, Nakken smukt rustrød; fra Øjet strækker et hvidt Baand sig ned imod Struben. Underneden er den graahvid med sorte Længdestriber paa Siderne. I Udseende som i Levevis er Sporeværlingen en Mellemting mellem en Lærke og en ægte Værling. Den er en højnordisk Fugl, som i Danmark^ hørerf;til Sjældenhederne og kun træffes paa Vintertrækket. Mere bekendt er Sneværlingen eller Snespurven og Snefinken paa norsk: Snetitingen (C. nivalis). Den er interessant ved sit Farveskifte. Om Sommeren er den hvid med sorte Fjer paa Ryg og Skuldre; Vinger og Hale er sorte og hvide; om Vinteren er derimod de fleste Fjer graa med mørke, halvmaa-nedannede Fjerkanter. Ligesom den foregaaende Art er den en højnordisk Fugl, som endog yngler paa Spitsbergen og Nowaja Semlja. Om Sommeren lever den i Bjergegne, Reden findes skjult i Klipperevner eller under store Stene og har som oftest et snævert Indgangs-hul. Faa andre nordiske Fugle rejser i saa overordentlig talrige Selskaber som Snefuglene, og i Rusland kalder man dem i Anledning deraf »Sneflokke«. Sent paa Efteraaret indfinder de sig i store Skarer paa de jydske Heder, hvor de forbliver til ind i Marts. Lokkestemmen er et højt »Fit!« og et velklingende »Ts'irrl«; Hannens Sang er en Kvid ren med enkelte højtlydende Strofer. C Snespurve i Rigningen paa et Skib. I det indre Afrika udgør Væverfuglenes (Ploceidae) Reder en ejendommelig Prydelse for Landskaberne. De Træer, der vokser ud over Vand, foretrækkes af disse vingede Kunstnere for alle andre og er undertiden helt bedækkede med Væverreder. Det er nemlig betegnende for disse Fugle, at de altid ruger i større Selskaber; at se en Væverfuglerede paa et Træ er en Sjældenhed; sædvanlig hænger de der i Snesetal. Da Rederne er faste nok til i Aarvis at Brehm Dyrenes Liv. II- 5