Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

64 DYRENES LIV mere langtrukket »Si-ih!« Sangen er hverken høj eller behagelig, men foredrages i de pudsigste Stiliinger for at henlede Opmærksomheden paa sig. Den kunstløse Rede af Græs og Straa findes i en Fordybning i Græsset eller i Buske tæt ved Jorden. Kornvær-lingen yngler to Gange i Løbet af Sommeren; derefter flokkes den og tiltræder sin Vandring. Almindeligere er Gulværlingen eller Gulspurven (E. citri-nella), hvis Hoved, Hals og Underkrop er smukt gule, Bryst og Bug med brune Pletter; Ryggen er rustfarvet med mørkebrune Pletter og Overgumpen rødbrun. Gulspurven har hjemme i Mellemeuropa og en stor Del af Asien. I Norden er den den talrigste Art af sin Slægt og opholder sig overalt, hvor der er Buske, samt i Udkanten af Skove. Den er behændigere end Bomlærken og synger noget bedre. Reden er ligesaa kunstløs som dennes og anbringes paa lignende Steder. Mere navnkundig end Gulspurven er dens nære Slægtning Hor-tulanen (£. hortulana), der er noget mindre, nemlig kun 16 Ctm. lang. Hoved og Hals er askegraa med et olivengrønt Skær; Ryggen er tegnet med mørke Længdepletter, underneden er den brunrød. I Danmark er Hortulanen en Sjældenhed, endogsaa som Trækfugl, hvorimod den temmelig hyppigt yngler i det sydlige Norge og Sverige. I Tyskland bebor den især Landene om Nedre-Elben, samt Schlesien og Rhinegnene. Romerne sattte allerede Pris paa dens velsmagende Kød og fedede den i dertil indrettede Bure, som om Natten blev oplyst med Lamper. Den samme Fremgangsmaade skal endnu blive anvendt i Italien, Sydfrankrig og navnlig paa de græske Øer. Der fanger man disse Fugle i Massevis, feder dem og forsender dem som Konserves i Pakninger paa 2—400 Stykker, kogte i Eddike med Krydderi. Fra de foregaaende Arter adskiller Rørværlingen eller Rørspurven, paa norsk: Sivspurven (E. schoeniclus') sig i Leve-maade. Hoved og Hals er hos Hannen i Vaardragt sorte (i Vinterdragt graa) med en hvid Nakkering; Ryg og Skulderfjer er sorte (i Vinterdragt med brune Kanter), Overgumpen graa og Underkroppen hvid med brune Skaftstreger. Arten er udbredt over Størstedelen af Europa. I Danmark er den hyppig i fugtige Egne, hvor der vokser Rør, Siv, Ellekrat o. s. v., og her findes ogsaa, skjult imellem Rødder og Græs, dens løst byggede Rede. Rørværlingen er ikke synderlig sky og kan paa Reden næsten tages med Haanden. Hannen kommer straks flyvende med ynkelige Skrig, naar man nærmer sig dens Yngleplads. Forøvrigt er det en munter og livlig Fugl. Lokketonen er et klart »Tsich!« og Sangen, som iøvrigt ikke er særlig god og køn, lyder fra om Morgenen til langt ud paa Natten. Føden bestaar om Sommeren af Insekter og om Vinteren af Vandplanternes Frø. Rørværlingen er en behagelig Stuefugl og befinder sig vel ved sædvanligt Nattergalefoder. I det høje Norden findes Laplands-Værlingen eller Spore-