ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
68 DYRENES LTV Den mest bekendte af alle Væverfugle er Bayaen (P. baya) fra Sydasien. Den er paa Oversiden mørkebrun med en lys Kant paa alle Fjer, især paa de store Vingedækfjer, hvorved Grundfarven bliver betydelig lysere. Nedenunder er den hvidgul, paa Brystet med et brunt Skær og med mørke Skaftstreger. Hovedet er oven-paa gult og Forhalsen sort. Bayaens Føde bestaar af Ris og forskellige Slags Frø, navnlig af Græsarter. Dens lange, retortlignende Rede er i Reglen ophængt paa Palmer, sjældnere paa andre Træer og da helst, naar Grenene hænger ud over Vand. I Forindien ses Reden kun paa Træer, hvorimod Fuglen i Birma ogsaa skal fæstne den til Straatage paa Huse og Hytter, uden Frygt for Menneskene. I Rangun findes der ofte 20 — 30 af disse lange Reder paa en enkelt Hytte, og paa et større Hus havde en Gang en hel Flok af Bayaer bygget Reder, saa at disse hængte ned fra Taget i et Antal af over Hundrede. Forøvrigt synes Fuglen i visse Egne af Indien at foretrække at opholde sig i Nærheden af Landsbyerne, medens den i andre trækker sig tilbage til de ensomste Skovegne. Det hører med til Ejendommelighederne ved Bayaens Redebygning, at den hvert Aar fæstner en ny Rede til den fra det foregaaende Aar, saa at der undertiden ses Reder fra tre eller flere Aar hængende under hverandre. Paafaldende er det ogsaa, at denne Fugl bærer en Klump Ler ind i sin Rede. Hensigten dermed er sandsynligvis at holde Reden i Ligevægt og at forhindre, at den gynger altfor stærkt for Vinden. Unge Bayaer kan afrettes til forskellige Kunststykker ligesom Kanariefugle, og selv i Bur lægger de deres Færdighed i at bygge for Dagen. Den af alle Væverfugle, der hyppigst føres til Europa, er Blodnæbsvæveren eller Dioch (Quelea sanguinirostris'). Dens Næb er brunrødt og Foden blegrød; Fjerklædningen retter sig efter Kønnet og Aarstiden. I Foraarsdragten er et smukt Rødgult Hovedfarven. I Sudan træffes denne Fugl i uhyre Flokke, og i det hele hører den til de almindeligste Fugle i Mellemafrika. Den taaler godt Fangenskab, og naar man giver den forskelligfarvede Traade, fletter den dem sammen til et kunstigt Væv, der ofte udmærker sig ved et prægtigt Mønster. Straa befæster den med Fødderne og glatter det med Næbet. Under Byggearbejdet ligger Magerne i stadig Strid; Hannen arbejder sædvanligvis udvendig og Hunnen indvendig, idet de rækker hinanden Plantetrevlerne og Straaet. Reden er kuglerund, fortil lodret afskaaret, og her findes Indgangen paa Midten. Fuglene arbejder kun 3 — 4 Timer tidligt om Morgenen og bygger Reden færdig paa mindre end otte Dage. Naar den grønne Durrah modnes ved Nilbreddeu i Sydnubien, tildrager en livlig Kvidren sig Opmærksomheden, og man ser da paa en af de højeste Frugtkolber en prægtig Fugl, der ligner en lille, straalende Flamme. Det er den Sanger, hvis Kvidren man hørte. Dens Toner, finder Genklang, og over den hele Mark viser der sig Snese, ja Hundreder af de ildrøde Fugle, hvis Fjerpragt