Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 69 straaler i det Grønne. I det næste Øjeblik forsvinder de alle for straks efter atter at komme tilsyne. Disse Fugle er de saakaldte Ildfinker (Euplectes fraticiscanus). Udenfor Parringstiden bærer alle Ildfinker, Hanner, Hunner og unge Fugle, en ligesaa beskeden Fjerdragt sotn Spurven; men henimod Yngletiden faar Hannen bløde og fløjelsagtige Fjer, tildels af en paafaldende Længde. Den er da fløjelssort paa Hoved, Bryst og Bug, forøvrigt næsten zinno-berrød med brune Vinger med en gulbrun Tegning. Ildflnken bebor alle vandrige Egne fra Mellemnubien til dybt ind i det Indre af Afrika. Naar Markerne er høstede, strejfer den om i Landet. Rederne er vel kunstigt sammenvævede, men dog løsere end de andre Væverfugles. De saakaldte Bøffelvævere udmærker sig ved deres ejendommelige Levemaade. Den mest bekendte Art er Bøffelfuglen (Textor erythrorhynchus), hvis Fjer er sorte, paa Vingerne med hvide Fjerkanter. Alektofuglen (T. albirostris) har en Knude ved Næbroden, og en tredje i Abessinien opdaget Art (T. dinemelli') er ret livligt farvet: hvid paa Hoved, Hals, Bryst og Bug, chokoladebrun paa Ryg, Vinger og Hale og skarlagenrød paa Gumpen. Alle tre Arter lever fortrinsvis paa Græsgange, helst i Nærheden af Kvæghjordene og som oftest i Selskab med Oksehakkere. A. Smith bemærker følgende om Bøffelvæveren: »Først Nord for den 25de Grad s. Br. traf vi denne Fugl, og den skal ogsaa kun sjældent findes sydligere af den simple Grund, at der kun lever faa Bøfler der. Hvor vi traf den, saa vi den altid i Selskab med Bøfler, paa hvis Ryg den sad, eller mellem hvilke den fløj om. Den hoppede omkring paa Dyrene, ligesom Oksehakkeren, ivrig beskæftiget med at søge sin Føde, som navnlig bestaar af de Tæger, der sætter sig fast paa Bøflerne. Dette viste sig tydeligst ved at aabne Fuglenes Mave. De gavner ikke alene Bøflerne ved at rense dem for Utøj, men advarer dem tillige, naar der nærmer sig noget mistænkeligt. Ved Fuglenes Skrig løfter alle Bøflerne Hovedet og flygter. Paa samme Maade advarer Oksehakkeren Næsehornet.« Nærmest beslægtede med Væverfuglene er Enkerne (Vidua). Det er middelstore, flnkelignende, mørke Fugle, hvis Halefjer før Parringstiden antager en ejendommelig Form og opnaar en uforholdsmæssig Længde. Alle Enker har hjemme i Afrika. I Yngletiden lever de fleste parvis; enkelte dog, som det synes, i Polygami. Efter Yngletiden og Fældingen samles de i store Flokke. De lange Styrefjer nøder i Parringstiden Hannerne til at løfte Halen, naar de gaar paa Jorden, og er dem meget til Hinder i deres Flugt, idet de med Besvær slæber dette Appendiks gennem Luften og ofte standses deraf i stærk Blæst. Næringen, Plantefrø og Insekter, søges især paa Jorden; men i Yngletiden opholder Hannerne sig dog mere paa Træer og søger deres Føde der. Rederne ligner Væverfugleues.