ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
SPURVEFUGLENE 91 lyde nøjes den imidlertid ikke, men laaner alle de Toner og Lyde, som den kan høre, hvor den færdes. Den efterligner saaledes ikke alene Musvaagens Skrig, men ogsaa Kattens Mjaven, et Føls Vrinsken, en Hanes Galen, en Hønes Kaglen o. s. v. Rosenheyn har endog hørt den efterabe Spættens Banken og Droslens, Stærens samt Tornskadens Sang. Denne muntre og pudsige Fugl er en af de værste Redeplynd-rere og er i videste Forstand altædende. Fra Musen eller den unge Fugl til det mindste Insekt er intet Dyr sikkert for den, og den forsmaar heller ikke Frugter eller Bær. Om Efteraaret udgør Agern, Bog og Hasselnødder ofte hele Uger igennem dens vigtigste Næring. Agern opbløder den i Kroen, hvorpaa den opgylper og kløver dem; Nødder hamrer den, ikke uden Besvær, itu med sit stærke Næb. Ifølge Lenz fortærer den ogsaa smaa Hugorme, hvoraf den skal udrydde en Mængde. I Marts eller først i April bygger den sin Rede i Toppen af unge Bøge, paa unge Naaletræer eller i Tornebuske. De 5—7 blegt blaagrønne Æg er overalt bestrøede med graabrune Stænk og Punkter, som er kransstillede ved den butte Ende. I Fangenskab kan Skovskader gøre deres Ejer megen Fornøjelse ved deres Efterlignelsesevne. At de ikke kan holdes i Bur sammen med mindre Fugle er det næppe nødvendigt at bemærke. Nord og Øst for de Egne, i hvilke den almindelige Skovskade opholder sig, lever der en beslægtet Fugl, Ulykkesskaden (G. infaaslas), hvis Hovedfarve er lys rustgraa’, med en rustrød Plet paa Vingerne og rustrøde Styrefjer, af hvilke dog de mellemste er graa. Den bebor de højnordiske Skove, især i visse Egne af Rusland og Sibirien; i Norge og Sverrig er den ikke hyppig. I Væsen og Færd ligner den sine Slægtninge; men den er saa lidt sky, at den undertiden skal sætte sig paa Brændehuggerens Hat. Henimod Vinteren anlægger den Forraadskamre, i hvilke den undertiden samler en ikke ringe Mængde Korn. Af Syd- og Østasiens Pragtfugle slutter Kittaerne sig nær til Skovskaderne. Halekittaen (Cissa erythrorhyncha) bliver ca. 50 Ctm. lang, hvoraf Halen udgør langt over Halvdelen. Denne smukke, overvejende blaa og hvide Fugl, findes i den vestlige Del af Himalaya, paa de indiske Bjærge og i Kina. Den er et klogt, opmærksomt Dyr, hvis skarpe Skrig »Pink, pink, pink!« ofte advarer mod Rovdyr, navnlig mod Leoparder, og ofte spolerer disses Jagt. Den kun lidet talrige Slægt af Nøddekriger (NucifragcB) har et lige, langstrakt Næb, som er længere end Hovedet og ender i en noget stump Spids. Bagtaaen er ualmindelig stærkt udviklet, og Kloerne er store og meget krumme. Den almindelige Nøddekrige, paa norsk: Nøddekraa-k e n (N. caryocatactes') er mørkebrun med hvide Stænk; Længden udgør 36 Ctm. Skovene i Mellemeuropas Højbjærge og i det nord-