Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 93 Strøgfugl. Om Vinteren sidder den ofte iblandt Spurvene og soler sig med dem, idet den udser sig en af dem til Bytte. Pludselig kaster den sig med en høgeagtig Bevægelse over sin Nabo og dræber den med^Hug af Næbet og ved at slaa Kloerne i den. Derpaa slæber den med Næb og Kløer sit Offer til et sikkert Sted, spidder det paa en Torn og piller i Ro og Mag Kødet af det. Undertiden udstøder den et højt og kort Skrig ligesom Smaafugle, der er i Fare, men sidder samtidig ganske rolig, som om den ved sit Angstskrig vilde kalde nysgerrige Fugle til for at vælge sig et Bytte blandt dem. Reden anbringes i Buske eller Smaatræer. Først i Maj kryber Ungerne ud og mades af begge de gamle med Biller, Græshopper, Larver o. s. v. og senere med Smaafugle og Mus. Due- og Spurvehøge er Tornskadens værste Fjender. Den kan Almindelig Tornskade. ikke altid lade være at drille dem og bliver ved slige Lejlighedel tit et Bytte for disse stærkere Rovfugle. Den almindelige eller brune Tornskade, paa norsk: Hant-vark (L. collurio) er kun 18 Ctm. lang. Den findes i næsten hele Europa. Tykke Hække synes at være cn Nødvendighed for Fuglens Velbefindende, thi udryddes disse, forlader den Egnen. Den er en dristig, munter, urolig Fugl, som idelig vender Hovedet til alle Sider og vipper op og ned med Halen. Naumann har set, at den ombragte og bortslæbte Græssmutter, gule Vipstjerter, Piplærker o. s. v., at den angreb Fugle, der var fangne i Snarer og søgte at trække Finker ud af Buret. Denne Fugl har i endnu højere Grad end de andre af Familien den Sædvare at spidde alt, hvad den har fanget, paa en Torn, inden den fortærer det. Nauman holdt undertiden flere Tornskader i en Havesal, i hvilken han havde indrettet en