Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

94 DYRENES LIV lille Galge til dem, det vil sige et Tværtræ, besat med spidse Naale og Søm. Til disse Fanger bragte den fortræffelige Iagttager levende Fugle, især Spurve. De blev snart fangede af Tornskaderne, og derpaa altid stukne paa Naalene, hvorefter Kødet blev pillet af dem. Til sidst var hele Galgen fuld af Skeletter. I Afrika og Indien lever Skov- eller Busk-Tornskaderne (Malaconotos), som adskiller sig fra de foregaaende ved et længere, mindre bøjet og mindre tydelig tandet Næb. Hertil hører Skarlagen- Tornskaden (M. erythrogaster), der er en sand Prydelse for de mellemafrikanske Skove. Dens højrøde Bryst straaler imellem Grenene og Løvet, og den er en saa meget mere paafaldende Fugl, som den ikke alene er meget livlig og bevægelig, men ogsaa gerne lader sin Stemme høre. I Bjergegne afløses den af Fløjte-T or nsk aden (M. aethiopicus}. Begge Arter lever parvis, og ethvert Par har sit lille Distrikt, som det forsvarer imod alle Uvedkommende. Skarlagen-Tornskadens Skrig har noget tilfælles med Piro-lens; Fløjte-Tornskadens bestaar af tre klokkerene Toner, som ligger i samme Oktav. Disse tre Toner høres alene af Hannen; derpaa følger Hunnens Svar, der bestaar i en ubehagelig Hvinen eller Hvæsen. Skarlagen-Tornskadens Hun svarer først, naar Magen tier; men Fløjte-Tornskadens Hun falder sædvanligvis allerede ind ved den anden Tone. Hos begge Arter spores der en mærkværdig Taktsans; Hunnen lader saa godt som aldrig vente paa sig. Undertiden begynder hun, og da skriger hun fra tre til fire Gange, inden Hannen falder ind. Derpaa gaar Vekselsangen videre med sædvanlig Regelmæssighed. * , * * Hos Fluesnapperne {Muscicapidaé) er Legemet langstrakt, Halsen kort og Hovedet noget bredt. Næbet er stærkt og kort, ved Roden bredt og fladtrykt og oventil kantet; Overnæbet er fint bøjet i Spidsen og har et Udsnit bag denne. Fjerdragten er løs og blød med Fjerbørster ved Roden af Næbet. Fluesnapperne opholder sig i Skove og Haver og lever mere paa Træer end i Buske og Krat og kommer kun højst sjældent ned paa Jorden. Siddende paa en fri Gren lurer de paa Insekter, flyver efter dem, tager dem i Næbet og vender som oftest tilbage med dem til deres tidligere Stade. I daarligt Vejr tager de til Takke med Bær, især medens de har Unger at forsørge. Overfor Mennesker er de kun lidet sky, og mod Rovfugle viser de sig meget dristige. Den graa Fluesnapper (Muscicapa grisola) er oventil graa-brun; Længden udgør 14 Ctm. I Europa mangler Fluesnapperne kun i de nordligste Lande. Den graa Fluesnapper, som er den almindeligste Art, ankommer først i Maj og forlader os i September. I smukt Vejr skaffer den sig Føde med en legende Lethed, men i