Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

— 85 — leder (Fig. 10, 11 og 12) viser Strømningen forbi en kvadratisk Plade ved en ret stor Indfaldsvinkel dels ved lille og dels ved stor Hastighed. Det første Billede gæl- der for Vand, det sidste for Luft. Ved lille Hastighed er Strømningen stationær om end diskontinuert; men ved stor Hastighed er den ikke mere stationær, og der ud- sendes Hvirvelringe i konstant Periode. Endelig viser de sidste Billeder, hvorledes Legemets Form kan for- andre Strømningens Type. De korte og butte Tværsnit giver en turbulent Strømning med stor Modstand, de aflange Legemer derimod en Strømning, der i høj Grad nærmer sig til at være kontinuert. Til Ændringen i Strømningens Art svarer en Forandring af Modstanden; naar denne nemlig for den sidste sættes lig 1, vil den for den første være 3,5. derfor anstillet et meget stort Antal Forsøg til dens nøj- agtige Bestemmelse for en Mængde forskellige Tværsnit. Hertil skal jeg imidlertid senere komme tilbage. Allerede la Cour var klar over, at man for at gen- nemføre en Beregning af en Vindmotor maatte gaa ud fra Maalinger af Vindens Tryk paa Flader af simplere Form end Møllevingerne, og at man saa bag efter kunde beregne Trykkene paa disse ved at tænke sig dem delt i Elementarflader ved passende Snit. Ved denne Bereg- ning maatte man naturligvis tage Hensyn til Vingefla- dens Smig. Paa denne Maade kommer man til et sim- pelt Formelsy stem, som jeg nedenfor skal anføre, idet det stadig danner Grundlaget for Beregningerne, omend man ved de moderne Beregninger modificerer det noget hvad jeg senere skal omtale. Fig- De anførte Forsøgsresultater viser, som allerede nævnt, at man ved at give Legemernes Tværsnit en pas- sende Form kan opnaa, at den virkelige Strømning nærmer sig stærkt til den ideelle, hvor Strømnings- linierne følger Overfladen, og hvor der ikke optræder Hvirvler, som giver Anledning til Energitab. Tillige har nøjagtige Bestemmelser af det optrædende Tryk vist, at dette ved visse Tværsnitsformer og ved den gunstig- ste Indfaldsvinkel, nærmer sig stærkt til at være vin- kelret paa Strømningsretningen. Ved de bedste Aero- planprofiler beløber Afvigelsen sig kun til 2°,5; me- dens den ved de bedste tynde Bueflader er omtrent 5°; ved en Knækplade — omtrent som den af la Cour an- vendte — er Vinkelen i gunstigste Tilfælde 5°,4 og ved en plan Flade 8°,7. Den nævnte Vinkel varierer meget stærkt med Indfaldsvinkelen. Trykket paa Fladen vil saaledes aldrig staa nøjag- tig vinkelret paa Vindretningen, og det vil altsaa have en Komposant i Vindens Retning, som yder Modstand mod Bevægelsen. Størrelsen af denne Komposant, eller særlig af Trykkets Vinkel med Normalen til Vindret- ningen, har en afgørende Betydning for et Tværsnits Anvendelighed til Bæreflade for en Aeroplan, og der er Fig. 13 viser et Aeroplanprofll anbragt saaledes, at det danner Vinkelen med Vingeplanet en Plan viir kelret paa Omdrejningsaksen. Den resulterende Vind,