Beretning om det ndet danske Industrimøde i Odense
Den 20de-25de September 1858

100 der maa tages Hensyn til disse Bemærkninger i dm Befllltning, som af Forsamlingen vil blive at tage i Sagen. Ordføreren (Grosserer R6e) maa fraraade dette, da der ikke er indkommet noget Wndringsforslag, og da det berørte Pilnkt ikke hen- horer Under Forhandlingssporgsmaalet. I dette er der kun Tale om Midlerne til at lette Pengeomsætningen for de IndUstrielle, men der sporges ikke om, paa hvor lang eller kort Tid de IndUstrielle ville give Credit. Professor Hummel foreflaaer at stryge Ordet „mindre", thi, naar Rogen har Brug for Penge, saa er det netop de storre Indnstri- drivende. Der bor derfor ydes Fabrikanterne i Almindelighed Lettelse; det er navnlig de ftørre Fabrikanter, hvem det falder be- sværligt i en vanskelig Periode at holde deres Bedrift igang. Ordføreren gi or opmærksom paa, at, naar der i Indstillingen tales om mindre Jndnftridrivende, saa er det blot en Omskrivning af Ordet Haandværkere i Modsætning til Fabrikanter, der nævnes i Begyndelsen. Med Hensyn til Fabrikanter erkjendes det vel, at det er ønskeligt at afhjælpe deres Trang til Pengelaan; men man finder ikke de NUvcerende Forhold gnnstige til at oprette Kreditforeninger, og man maa derfor henvise dem til de allerede bestaaende PengeinstitUter. Bicrfrennd troer, at hans Forflag har særdeles meget med Sagen at gjore, da Visheden om at faae Betaling hos Knnderne oste vil gjore det overflødigt for Fabrikanten at soge Assistance. Candidal M. Gad maatte vel Under Sagens forste Behandling være enig med Hr. Bierfrennd i, at dette svage Punkt ved vort hele Creditsystem barde komme til Udtalelse, men maa ligesaameget give Hr. 91 ée Ret i, at det ikke lader sig gjore nu at optage noget Forslag derom. Med Hensyn til Professor Hammels Bemærkning om de større Fabrikanter maa han gjore opmærksom paa, at disse kunne være meget tilfredse med Resolntionens Form; thi, som han tidligere har Udhævet, de storre Fabrikanter maae være henviste til de miværende Pengeinstitnter, navnlig Discontobankerne. Han troer, at han har faaet de Fleste til at gaae ind paa den Ansknelse, at Creditsoreninger for Fabrikanter ikke ere mulige, og maaskee ikke engang ønskelige. Ordføreren kan ikke ganske samstemme heri. Resolutionen er affattet i den Form, hvori den maatte antages at kunne finde Stem- ning for sig; men han kan paa ingen Maade saa afgjort, som den sidste Taler, bryde Staven over Creditsoreninger. Han maa derfor lægge Vcrgt paa Udtrykket „mider NUvcerende Forhold". Den Dis-