Guldmagere i Danmark
I det XVII. Aarhundrede

35 lid) røieber nadj §aufe gu fommen fein rairb". Han havde ment at kunne gøre hele Rejsen paa mindre end 6 Uger; nu kunde der maaske gaa 6 til, hans Klæder stod det daarligt til med — han vidste snart ikke, hvordan han skulde klare sig. Han havde hørt meget om Holland, men vilde ønske, at han aldrig havde set det. Det var „gant) eine nm&gefeljrte 2Seltzz; blot han var vel derfra igen ! I en Efterskrift anmoder han Frederik d. 3. om at give Staldmesteren Ordre til at udlevere noget Hø, „bamitt idj meine ^Iferbe mödjte erhalten fönnen", og han haaber „ben %ag nod) erleben, bag idj folc^eö lOOfaltig luieber ein= bringen will, roan bie üöiffenfdjaften war fein". Kongens egenhændige Svar paa Kaspar Herbachs to første Breve, eksisterer desværre ikke mere; men man ved, at Herb a c li fik Fuldmagt til at gøre, hvad der forekom ham rigtigt, og at den rige hollandske Købmand Marselis, der fungerede som Kongens Bankier, havde faaet Paalæg om at udbetale de for- nødne Penge. Med Hensyn til det omtalte Kunststykke, at faa én Dukat til af hundrede, skal Frederik d. 3. ifølge et Citat i Hol- bergs Danmarkshistorie have skrevet: treffenb 2ßercf non 100 Uneaten 1 ju bekommen, ljielte id) viel beffer, roan er funnte auff einem £)ucat 100 madjen", og det er jo rimeligt nok. Der mangler ligeledes to Breve fra Her- 3*