Guldmagere i Danmark
I det XVII. Aarhundrede

Alkohol var fra at være et Medikament allerede forlængst bleven et i lige Grad ud- bredt og misbrugt Nydelsesmiddel, og, for at dække den daarlige Brændevins simple Smag, tilsatte man mangfoldige Krydderier, Plante- ekstrakter og Sukker og fremstillede paa den Mande en Mængde forskellige „Eliksirer“, som havde en udstrakt Anvendelse, og utallige var de Recepter af den Art, som cirkulerede mellem de adelige Herregaardsfamilier. Ogsaa for vellugtende Vande og Salver havde Datidens dannede Personer af begge Køn stor Forkærlighed, og det var langtfra ualmindeligt, at man saa Familiens mandlige og kvindelige Medlemmer arbejde sammen i Herregaardenes Laboratorier. For den uforstaaende Masse tog al saadan Virksomhed sig ud som noget hemmeligheds- fuldt Giftblanderi, der aabenbart maatte være i nær Slægt med Guldniageri og andet Djævel- skab, og mangen Herremand, som bryggede sig en kraftig Bittersnaps eller var ved at fabrikere et eller andet vellugtende Vand til sin Frues eller sine Døtres Hovedvandsæg, er sikkert af sine Bønder bleven antaget for en Guldmager, der var ifærd med at søge „de vises Sten“. Der staar i Borreby-Manuskriptet om Val- demar Daa, at han „bleu formebelft fin Sllcfømie, ba (jan laborerede berpaa i mange Slat, faa forarmet,