Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

Forfatter: Helge Holst

År: 1920

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn & Kristiania

Sider: 102

UDK: 530

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
98 Er Verden endelig eller uendelig? Det er da heller slet ikke Forhold af den her antydede Art, Einstein har taget Sigte paa med sin Antagelse om en sfærisk Verden. Denne Antagelse, der næppe kan siges at udgøre en nødvendig Bestanddel af hans Lære, skulde bl. a. give denne en vis matematisk Afsluttethed. Om Kravet om en saadan Afsluttethed er fysisk berettiget, kan imidlertid være Tvivl underkastet. Derved, at Universet efter hans Antagelse er endeligt, hjæl- per den os imidlertid over en alvorlig Vanskelighed, som vi kan betegne som det fysiske Uendelighedsproblem, og som allerede var til Stede i den Newton’ske Fysik. Tænker vi os et uendeligt Verdensrum overalt befolket med Kloder af endelig Størrelse saaledes, at der, hvor fjerne Rum- egne vi end betragter, i en tilstrækkelig stor, men endelig Rumegn findes et endeligt Antal Kloder, saa vil enhver Klode, f. Eks. Jorden eller Solen, være Genstand for en uendelig stor Tiltrækning fra alle Sider; men herved vilde den paa hver Klode i en vis Retning virkende Kraft blive ubestemt. Naar alle Kloder var lysende, vilde deres samlede Lys desuden gøre Himmelhvælvingen til et eneste Lyshav. Man kunde naturligvis undgaa denne Konsekvens ved at antage, at Rummet blev tyndere og tyndere „befolket“, jo længere vi gik bort fra de Rumegne, hvor vi lever, og at Rum- met var klodefrit i tilstrækkelig store Afstande fra dem. Men herved vilde vi i Virkeligheden opgive Tanken om den fysiske Verdens Uendelighed og i Stedet tænke os Stjerneverdenen som en Stofø i et uendeligt Rum; Verden kunde da betegnes som en endelig Midtpunktsverden, om end af anden Art end den græske. Man kunde dog holde fast ved Forestillingen om et uendeligt Univers befolket med Kloder overalt, naar man tænkte sig, at Lyset paa sin Vej gennem Rummet led en Svækkelse, idet det standsedes og indsugedes af smaa mørke Stofpartikler el. a., og at Tiltrækningskraften led en Svæk- kelse af lignende Art, hvilket imidlertid var en ret vilkaarlig og lidet sandsynlig Hypotese.