Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

36 Æterteoriens Verdensbillede tagne universale Medium, Verdensæteren, der saaledes un- der Forskningens Fremgang svinder bort mellem Hænderne paa os i Stedet for — som det „grovere“ Stof, Atomstoffet — mere og mere at aabenbare sine Egenskaber, snarere er en deus ex machina, et af Mennesker konstrueret Hjælpemid- del til at bringe Sammenhæng i Verdensmekanismen, end en machina ex deo, en eksisterende Naturmekanisme af samme Realitet som Elektroner, Atomer og de deraf opbyg- gede Legemer. Men er Æteren blot et Fantasifoster, saa bli- ver den fysiske Forklaring, den skulde yde os, blot en Skin- forklaring. Det er sikkert ud fra en Erkendelse af denne Svaghed ved Teoriens Fundamenter, at Lorentz selv om Æte- ren bruger et saa forsigtigt Udtryk som, at han ikke kan undlade at tillægge den „en vis Grad af Substantiality“. Et langt radikalere Standpunkt indtog Einstein, da han i 1905 opstillede sin Relativitetsteori, i hvilken han resolut ka- stede Æteren over Bord og dermed sønderbrød det Verdens- billede, der syntes et af de største og stolteste Resultater af det 19. Aarhundredes fysiske Forskning. Hvad det reelle, for Iagttagelsen tilgængelige angaar, stemte Einsteins oprindelige Relativitetsteori fuldstændig overens med Lorentz’ Teori i den udvidede Form, som den fik snart efter Fremkomsten af Einsteins Lære. Men da Einstein ikke anerkendte Æterens Eksistens, kunde han aabenbart ikke anerkende Bevægelse i Æteren som Aarsag til reelle Forandringer i Legemers Dimensioner og fysiske Processers Varighed. I Stedet for som Lorentz at søge en fysisk Forklaring paa det negative Resultat af Michelsons Forsøg og andre Forsøg paa at paavise en „Ætervind“ op- stillede han det ligefrem som en Grundsætning, at saadanne Forsøg altid vilde strande, og han førtes herved til at anse en dybtgaaende Ændring af vor Opfattelse af Rum- og Tids- forhold for nødvendig. Som fremhævet medførte Lorentz’ Teori en Ubestemthed i vor Opfattelse af Rum- og Tidsforhold. Eftersom man an-