Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

Forfatter: Helge Holst

År: 1920

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn & Kristiania

Sider: 102

UDK: 530

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
Einsteins Grundsætning og Vedtægt 37 tog, at Jorden var i Hvile i Æteren, eller at den bevægede sig i den med større eller mindre Hastighed, maatte man til- lægge Jorden og de jordiske Genstande saa vel som andre Kloder, der bevægede sig med en vis Hastighed i Forhold til Jorden, forskellige Former, og tillige bedømme Samtidig- heden eller Tidsfølgen af de iagttagne Begivenheder for- skelligt. Man fik med andre Ord alt det iagttagne indordnet i Verdensbilledet efter Rum og Tid paa forskellige Maader. Det var ganske vist umuligt ved Iagttagelser at afgøre, hvil- ken Indordning, der var den rette; men den, der troede paa Verdensæterens Realitet maatte dog erkende, at en af disse Indordninger maatte foretrækkes fremfor de andre og beteg- nes som den rigtige, nemlig den, der svarer til Jordens virke- lige Hastighed i Æteren. For Einstein stillede Sagen sig ganske anderledes. Han op- stillede det som en Vedtægt, at en Iagttager paa Jorden skulde grunde Samtidighedsbestemmelse paa den i det foregaaende skildrede Fremgangsmaade med to Ure og Lyssignaler imel- lem dem og derved regne med, at Lysglimtet var lige længe om Ud- og Hjemvejen, d.v. s., at Lyset gik lige hurtigt i alle Retninger i Forhold til Jorden. En Iagttager paa en an- den Klode skulde — uanset, at denne Klode bevægede sig i Forhold til Jorden — gaa frem paa ganske samme Maade. (I Æterteoriens Sprog vilde dette betyde, at hver Iagttager an- tog, at hans Klode var i Hvile i Æteren). Derved fik ganske vist forskellige i Forhold til hverandre bevægede Iagttagere hver sin fra de andres forskellige Tidsindordning af Begiven- hederne; men den ene Indordning var ikke at foretrække for den anden. Der kunde overhovedet ikke forbindes nogen be- stemt Mening med det Spørgsmaal, om to Begivenheder var „virkelig“ samtidige. En absolut Samtidighed eller en én- tydig Tidsindordning af Begivenheder var et falsk Ideal, der havde sit Udspring i en mere primitiv Tidsopfattelse, og Op- givelsen af dette Ideal betegnede ligesom Opgivelsen af Fore- stillingerne om et Verdensmidtpunkt, eller om absolut Be-