Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

Forfatter: Helge Holst

År: 1920

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn & Kristiania

Sider: 102

UDK: 530

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 116 Forrige Næste
62 Einsteins oprindelige Relativitetsteori lingen angik saadanne Himmellegemer). — Den her antydede Rum-Tidsfremstilling kan være meget bekvem; men der er aabenbart ikke det mindste mystiske ved Sagen. Naar det i det foregaaende er sagt, at vi ved at indføre de Lorentz’ske Forandringer af Maalestokke og Ure faar et en- tydigt Verdensbillede og kan opretholde vor naturlige Rum- og Tidsopfattelse, vilde mange maaske indvende, at disse Forandringer kun er Regnestørrelser, ikke reelle Ændringer, da vi ikke kan paavise dem ved Maalinger saaledes som de reelle Ændringer, der skyldes Tryk, Temperatur o. desl. Nu er det ganske vist sandt, at de ikke kan opdages ved Maa- linger indenfor et materielt System, hvor alle Partier bevæ- ger sig med samme Hastighed og Retning i Neutralfeltet el- ler med andre Ord alle faar samme „Ætervind“ (se S. 31); men naar forskellige Partier bevæger sig forbi hinanden, maa man dog sige, at de gør sig bemærkede ved den Uoverens- stemmelse, der bliver mellem de forskellige Iagttageres Be- dømmelse af Længder og Tider. Og paa et fast Legeme, som roterer, saa at dets enkelte Dele bevæger sig med forskellig Hastighed og Retning i Neutralfeltet, kunde disse Forandrin- ger træde ligesaa umiddelbart frem og gøre et ligesaa reelt Indtryk som Forandringer ved Temperatur og Tryk — vel at mærke, hvis de var store nok. I Praksis er de rigtignok saa overordentlig smaa, at de af den Grund unddrager sig direkte Iagttagelse selv ved de allerfineste Maalemetoder, og vi maa derfor nøjes med Tankeeksperimenter; men til Belysning af Sagens Natur kan de ogsaa være gode. Vi vil da tænke os en Skive S, (Fig. 11), hvorpaa vi har lagt en Række smaa Maalestokke b, b . . . efter en Radius fra Centrum til et Punkt af Omkredsen, stødende op til hinanden og endvidere anbragt andre smaa Maalestokke a, a . . . . vin- kelret paa Radius i forskellige Afstande (se den første Teg- ning paa Fig. 11). Nøjagtigt ud for Enderne af alle Maale- stokkene er der indridset fine Mærker paa Skiven. Nu sættei vi Skiven i hurtig Omdrejning. Derved vil der opstaa Centri-