Vort Fysiske Verdensbillede
Og Einsteins Relativitetsteori

70 Einsteins oprindelige Relativitetsteori som beskrevet S. 61. Tænker vi os nu i Stedet for Gummi- pladen en Gummiterning, hvis Underflade svarer til Gummi- pladens Tegneflade, og de lodrette Linier samt Rum-Tids- linierne indlagt i Terningen, f. Eks. som Traade, der var ind- lejrede i Gummien, saa har vi den anskuelige Model, vi har Brug for. Klemmer og vrider vi Terningen paa forskellige Maader, vilde vi, om Gummien var gennemsigtig, se Traa- dene (der ogsaa forudsættes elastiske) forandre Form paa indviklet Maade; men alle Sammenfald, d. v. s. alle Linie- skæringer bevares, og de flade Væsner, der lever paa Ter- ningens Underflade, vil derfor gøre ganske de samme Erfarin- ger som før og ikke mærke Vridningen. Einstein tænker sig alt, hvad der foregaar i vor tredimen- sionale Verden, indført paa tilsvarende Maade i Minkowskis firdimensionale Rum-Tidsfremstilling af Verdensløbet, hvor der da ogsaa kan tænkes at foregaa tilsvarende Forvridninger, uden at de kunde opdages af os. Men som tidligere anført svigter Anskueligheden her; vi maa nøjes med Analogier og matematiske Udtryk. De i det foregaaende udviklede Betragtninger kan paa ingen Maade siges at være helt nye. Eksemplet med Hulspejlsbille- det er saaledes klart fremstillet af den tyske Fysiker Helm- holtz for mange Aar siden. Einstein (og Minkowski) har dels tydeligere paapeget Tidslængdens Ligestilling med Rumstør- relser i disse Henseender, dels givet det, der er Kernen i Sa- gen, et særlig klart Udtryk ved at fremhæve, at Sammenfald i Rum og Tid er det eneste, vi kan iagttage; men noget for vor Opfattelse af Rum- og Tidsforholdene revolutionært nyt var der i og for sig ikke heri. Det er nemlig kun for den ganske naive Opfattelse, at Stør- relsen af Længder og Tidsrum staar som noget absolut. For en noget dybere Opfattelse er den Erkendelse ikke fremmed, at de kun har relativ Betydning, og at vi ikke kan forbinde anden Mening med Ligestorhed af Længder og Tider end den.